En koncert i Vega i København 1. februar med DJ'en 'Morten', tidligere kendt under navnet Morten Breum, endte yderst dramatisk for én af koncertens gæster.

Undervejs i den elektroniske koncert med DJ'en, der er på tour med sin nye single 'Ride Around', blev en mandlig gæst på uheldig vis ramt i hovedet af en lampe, der faldt ned fra loftet.

Slaget fra den nedfaldne lampe var så hårdt, at gæsten blødte fra hovedet, og vagterne måtte tilkalde en ambulance.

Det fortæller spillestedet Vegas kommunikationschef, Ditte Sig Kramer.

»Det var et trist uheld, men heldigvis var vagterne hurtige til at tage affære,« siger hun til BT og oplyser, at gæsten i dag ikke får varige mén.

Overdimensioneret konfettirør

Uheldet fandt sted, da man undervejs i koncerten skød et stort konfettirør af. Noget fra røret ramte en af lamperne i loftet, der faldt ned og ramte gæsten i hovedet.

Ifølge Ditte Sig Kramer var den ramte mand selv i stand til at komme hen til en af vagterne, der hurtigt fik ringet til en ambulance.

»Vi havde kørt de sædvanlige sikkerhedsprocedurer, og vi havde modtaget specifikationer på, hvad Mortens band havde med. Konfettikanonen var alt for overdimensioneret og for voldsom. Hvis vi vidste, der var for meget knald på, var den blevet konfiskeret,« siger Ditte Sig Kramer og fortæller, at der er kommet nye konfettirør på markedet.

»Vi er opmærksomme på, at der er kommet vildere konfettirør på markedet, og flere bands er begyndt at bruge det. Vi holder 700 koncerter om året, og har ikke haft et uheld i over 20 år. Så det her er ekstremt uheldigt,« siger Ditte Sig Kramer, der oplyser, at der bliver brugt konfettirør til koncerter cirka fem gange årligt, men spillestedet nu ikke længere ønsker, at denne effekt er en del af koncertoplevelsen.

Ditte Sig Kramer oplyser samtidig, at Morten var chokeret over hændelsen. Bandet er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser.

Får erstattet tøjet

Den mandlige gæst fik ifølge Ditte Sig Kramer en del blod på sit tøj fra såret på hovedet. Ifølge Vega er de blevet enige med gæsten om, at koncertstedet erstatter gæstens tøj.

Platinsælgende 'Morten', der brød igennem under navnet 'Morten Breum' med 'Højere vildere' med Nik og Jay i 2008, er oprindeligt fra Århus. Han flyttede til LA i jagten på at blive en af de største DJ's i verden.