Ejeren af firmaet Dansk Klima Service, som stod bag opsætningen af det ventilationsanlæg, der tirsdag kvæstede en 61-årig lærer og ramte to elever på Byskovskolen afdeling Asgård i Ringsted, beklager nu hændelsen.

Ventilationsanlægget faldt tirsdag ned i et lokale, hvor en 5. klasse holdt til, efter at have hængt der i lige knap en uge.

Ifølge skolecenterchef Jesper Ulrich, var der ingen tvivl om, at anlægget, der var ét af de første, der var sat op i lokalet, ikke var monteret korrekt, og at firmaet derfor havde begået en alvorlig fejl, skriver TV2 Øst.

Den opfattelse deler ejeren af Dansk Klima Service, Allan Løvstad, som er firmaet, der har stået for monteringen af ventilationsanlæggene på Byskovskolen afdeling Asgård.

»Vi har sat flere anlæg op på skolen. Det, der faldt ned, var det første af flere, som vi er i gang med at sætte op. Det er sat op på en måde, som vi ikke er tilfredse med, så uanset hvad vil vi have sat det op på en anden måde,« fortæller han og fortsætter:

»Den her når bare at falde ned, fordi det ikke er godt nok, det den hænger i. Det er selvfølgelig beklageligt,« siger han til TV2 Øst.

Hvordan det kunne lade sig gøre, at anlægget faldt ned og ramte en lærer og elever, skyldtes dog ikke en forkert montering, fortæller ejeren.

I stedet skyldes det, at de skruer som virksomheden anvendte, ikke havde taget fat i lægterne under loftet. Havde skruerne fået fat i nogle spær et par centimeter højere oppe, så var anlægget ikke faldet ned, fortæller Allan Løvstad til mediet.

Han kan dog ikke give et svar på, hvorfor man ikke har sikret sig, at skruerne kunne nå helt op til hvor de skulle være.

Allan Løvstad forsikrer dog om, at de teknikere der har stået for opsætningen har gjort det mange gange før, og aldrig haft et der er faldet ned før i tirsdags.

Torsdag vil virksomheden dog alligevel gå alle de opsatte anlæg igennem og sørge for, at de er hængt ordentligt op.

Ovenpå ulykken hvor den 61-årige lærer blev ramt i hovedet, og den ene elev fik en flænge i ansigtet, har Arbejdstilsynet og politiet også været inde over sagen, men virksomheden har endnu ikke fået en opgørelse eller rapport endnu, fortæller ejeren.

Hvorvidt der kommer et erstatningskrav fra Ringsted Kommune eller Byskovskolen, har virksomheden heller ikke hørt noget om endnu, fortæller Allan Løvstad til TV2 Øst.