Natten til torsdag begyndte et regulært mareridt for AK Techotel, der står bag it-systemet Picasso.

Systemet er brugt af cirka 900 hoteller verden over, men siden onsdag klokken 02, har det været nede.

Det er ondsindede hackere, der står bag nedbruddet, og de har ikke villet 'løslade' booking-systemet, før de har fået en stor løsesum betalt i kryptovalutaen Bitcoin.

Et af de berørte hoteller er Helnan Marselis Hotel i Aarhus, hvor hotelreceptionist Kamilla Rasmussen har fået en del mere arbejde på sit bord.

»Vi arbejder alle sammen i blinde. Vi har ingen ide om, hvilke gæster, der ankommer,« siger Kamilla Rasmussen.

»Der er en del mere papirarbejde, samtidig med vi sørger for at overholde GDPR-lovgivningen,« siger hun til B.T. torsdag aften.

Men det er håb forude, om end det er dyrt købt. Under driftsinformation, hvor man kan se, om et system er oppe eller nede, har AK Techotel meget udførligt beskrevet angrebet.

Her lyder det, at de er ramt af ransomware. Det er en type angreb, hvor man tager et system eller data til gidsel ved at kryptere det. Hvis man vil åbne dataen eller programmet igen, skal man have et program til at låse krypteringen op - en såkaldt dekrypteringsnøgle.

Den nøgle sælger hackerne, til dem de lige har hacket. Løsesummen bliver ofte betalt på en måde, så den ikke kan spores. Det samme gør sig gældende her.

»Banditterne accepterer ikke bankoverførsler, så vi er nødt til at veksle summen til bitcoin,« skriver firmaet bag it-systemet.

Der har tilsyneladende været en større forhandling i gang. Klokken 6.27 torsdag morgen lyder opdateringen blandt andet:

»Vi har fået at vide, hvor meget vi skal betale. Det er langt mere, end vi forventede! Vi skal betale i Bitcoin for at få adgang til data. Det er en stor sum, vi skal overføre.«

Seneste opdatering er torsdag klokken 22.51, hvor dekrypteringsnøglerne er firmaet i hænde og arbejdet med at få adgang til data er i gang.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra AK Techotel uden held.