36-årige Elias Ramadan Lamrabet frifindes for at have opfordret til en forbrydelse ved en Palæstina-demonstration i maj 2021.
Det oplyser Østre Landsret til Ritzau i en mail.
Sidste år blev Elias Ramadan Lamrabet idømt 60 dages betinget fængsel i Københavns Byret for at have opfordret til krig mod og udslettelse af Israel i en tale under en demonstration i 2021.
Da demonstrationen fandt sted, var han medierepræsentant for den islamiske organisation Hizb-ut-Tahrir i Danmark.
Lamrabets forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn, fortæller, at han og hans klient er meget tilfredse med resultatet.
- Min klient er meget glad, siger forsvarsadvokaten.
Ifølge Stagetorn blev domsafsigelsen i Østre Landsret begrundet med, "at der ikke var en tilstrækkelig konkret opfordring til forbrydelse".
Ved demonstrationen, der blev afholdt under overskriften "Palæstina kalder på befrielse", sagde Lamrabet ifølge anklageskriftet, at medlemmer af det muslimske fællesskab skulle "gøre det af med" Israel.
- Kald på dem i jeres umma (betegnelse for det muslimske fællesskab, red.), som har evnen, og som har magten, og som har træningen, og som har våbnene, til at gøre det af med det, som de kalder Israel.
- Kald på dem. Og stå fast ved jeres kald. Acceptér ingen kompromisløsning, sagde han til demonstrationen ved Egyptens ambassade ifølge anklageskriftet.
Den 36-årige forklarede i 2024 i byretten, at hans opfordring ikke var rettet mod civile, men de militære magter omkring Israel.
Det var Københavns Byret dog ikke enig.
- Vi kan ikke, ud fra det du sagde, se, at det kun er militære magter, du henvender dig til, lød det dengang fra retsformand Lone Bach Nielsen.
Ved Københavns Byret blev han frikendt for at have opfordret til at begå forbrydelser mod jøder, men blev dømt for at have opfordret til krig mod og udslettelse af Israel.
Selv om talen blev afholdt 16. maj 2021, blev han først afhørt og sigtet i 2023.
Statskassen skal betale sagens omkostninger.
/ritzau/