Dansk forsanger og hustru overfaldet af formodet drabsmand i eget hjem: 'Et sandt mareridt'


»Vi er i live og vil gøre alt for at komme videre.«
Sådan lyder beskeden fra forsangeren i det danske metalband Lifesick, Simon Skou Shoshan.
Sammen med sin kone og nyfødte barn har han været udsat for det, der ligger tættest op ad et mareridt eller en scene fra en Hollywoodfilm.
Det er dog ægteparret fra Vejles historie, der ændrede deres ellers lykkelige 2024.
Men først skal vi skrue tiden tilbage, ikke til den 25. september 2024, hvor Simon Skou Shoshan og familien blev forsøgt dræbt, men få dage efter.
28. september blev en 31-årig mand ført ind i Retten i Kolding med tydelige skader i hovedet. På det tidspunkt sad han allerede varetægtsfængslet. Men den dag blev han sigtet for drabet på en 58-årig mand, der blev fundet død på en adresse i Vejle. Manden er i dag 32 år, han nægter sig skyldig.
Til grundlovsforhøret kom det frem, at han allerede blev anholdt 25. september. Anholdelsen fandt sted på Svinholdtvej ved Vejle, i huset hvor Simon Skou Shoshan og familien bor.
»Jeg troede, jeg skulle dø«
05.20 den dag blev Simon og hustruen vækket af bankelyde på deres hoveddør. Få minutter senere kunne de høre, at en person var kommet ind i nogle tilstødende lokaler til, hvor de selv befandt sig.

»Vi troede, at det var et røveri, så jeg ringede til politiet og råbte for at skræmme de formodede røvere væk,« lyder det fra forsangeren. B.T. har været i kontakt med Simon Skou Shoshan, han ønsker ikke at stille op til et interview. Men han har givet lov til, at vi kan citere fra et opslag, han har lavet på sociale medier.
Han fortæller, at han få øjeblikke efter stod ansigt til ansigt med den mand, som han troede var røver. Men det skulle senere vise sig, at manden havde helt andre dystre intentioner.
»Han havde balaclava, sort tøj, gummihandsker og holdt et koben i den ene hånd. Han tæskede mig, og da jeg troede, at jeg var færdig, der kom min kone løbende med en guitar og slog ham i hovedet med den. Vi overmandede ham, mens vi sloges med ham og blod flød fra mig og ham, indtil politiet ankom,« husker han.
Den 32-årige mand blev anholdt af politiet på stedet og varetægtsfængslet samme dag og sigtet for røveri – en sigtelse, som Simon Skou Shoshan og hustruen troede på. Men de tog fejl.

Formodet drabstaske
Da den 32-årige drejede op ad ægteparrets indkørsel i en Citroën, var den pakket ind i plastik indvendig. Den nu varetægtsfængslede mand var klædt i regntøj, overtræk på skoene samt maskering.
Med sig havde han en taske med en kniv - og ifølge Vejle Amts Folkeblad - klude, en mejsel og flasker med ukendt væske.
»Vi blev klar over, hvad hans intentioner var – en ligeglad drabsmand i en blodrus. Vi var de uheldige, der boede det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« skriver forsangeren.
Sydøstjyllands Politi anklager den 32-årige mand for først at være kørt til 58-årige mand, der blev dræbt af knivstik og stump vold. Bagefter skulle han have sat kursen mod ægteparrets landejendom. Politiet har ikke oplyst nærmere om motivet for drabet eller drabsforsøget - eller hvorfor han tog til de to adresser.
I dag takker Simon Skou Shoshan sin familie og venner for den hjælp, som de har fået i den svære tid. For de fysiske skader, som drabsmandens koben efterlod i baghovedet, er ved at hele, men de psykiske ar tager længere tid.
I opslaget fortæller han, at 2024 var året, hvor parret blev gift og fik et barn. Samtidig havde han stor succes med bandet Lifesick, der udgav sit første album og for første gang tog på turné i udlandet efter at have spillet på Copenhell og andre steder i Europa.
Den 32-årige mand, der både er sigtet for drab og drabsforsøg, sidder fortsat fængslet.