Et dansk F-16 kampfly er sikkerhedslandet i Bornholms Lufthavn.

Det sker, efter flyet har ramt en fugl.

Det oplyser Forsvaret på Twitter.

Landingen foregik uden dramatik, skriver Forsvaret i opslaget.

Nu afventer flyet teknikere fra Flyvestation Skrydstrup.

Det var Afvisningsberedskabets, der fredag var ude på en træningsflyvning med deres to F-16-fly. Det skriver TV 2/Bornholm.

Og da de to fly så fløj over Bornholm, ramte et af flyene en fugl, der giver skader på flyet.

Derfor sikkerhedslandede flyet i Bornholms Luthavn.

En sikkerhedslanding foregår typisk i en lufthavn under kontrollerede forhold. Den skal ikke forveksles med en nødlanding, der bruges ved mere alvorlige hændelser.

Ved sikkerhedslandinger bliver brandvæsenet tilkaldt for at være sikker på, at hjælpen er til stede, hvis der skulle opstå problemer.

Bornholms Lufthavn blev lukket under sikkerhedslandingen.

Hændelsen er dog ikke noget, der får betydning for de kommercielle flyvninger resten af dagen fredag, skriver TV2 Bornholm.