Flere beboere i Midt- og Vestsjællands politikreds har i slutningen af sidste uge været udsat for indbrud eller forsøg på indbrud.
Ud af 18 anmeldte forhold har især Greve været hårdt ramt med ni tilfælde.
Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.
Fredag aften klokken 20.35 blev der anmeldt flere indbrud i og omkring Greve, og politiet sendte derfor patruljer og hundevogne til området.
Klokken 20.52 fik politiet øje på en mistænkelig person omkring Spurvevej, som er et af de steder, hvor der er blevet anmeldt et indbrud.
Manden løb fra politiet, som kort efter fik oplysninger om, at en mand var blevet set ved Hundige Strandvej.
Et kvarter senere bemærkede en hundepatrulje en person, der passede på signalementet, og som var set i løb på vej mod vandet og stak af over flere plankeværk.
Hundene fik færten af personen, der skulle vise sig at være en 54-årig mand fra Litauen, der blev anmeldt ved Køge Bugt Kro.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, men retten mente ikke, at mistankegrundlaget var stærkt nok til at varetægtsfængsle manden.
Politiet fortsætter efterforskningen af de mange indbrud i området.
