Et bordel i den midtjyske by Bording er blevet udsat for et røveri.
Her trængte tre maskerede mænd lørdag aften ind, hvor de truede to kvinder, samtidig med at de gennemsøgte bordellet, skriver TV Midtvest.
Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, stod én af de maskerede gerningsmænd uden for bordellet og holdt vagt.
Tyvene slap afsted med nogle kontanter.
Røveriet blev først anmeldt klokken 23.30, men er ifølge mediet formentlig sket omkring klokken 21.30 på Drosselvej.
»De er formentlig kørende, så er der nogen, der har set noget eller har overvågning, så vil vi meget gerne vide det,« siger Jens Claumarch til mediet.
De tre mænd beskrives som værende iført sort tøj og maskering. De skulle have talt engelsk med arabisk accent.