Selvom den danske højreekstremist Lars Agerbak havde kælderen fuld af kemikalier og bombemanualer på computeren, har politiet opgivet at tiltale ham for bombefremstilling. I stedet er Agerbak tiltalt tyveri af kemikalier, samt for overtrædelse af fyrværkeriloven og våbenloven.

Et halvt år før Anders Behring Breiviks terrorangreb i Norge ransagede Nordsjællands Politi og PET et hus på Ubberødvej 36 i Hørsholm. I kælderen fandt politiet salpeter, aluminium nitrat, forskellige slags syrer og jernoxid.

Kemikalier, der kan bruges ved fremstilling af bomber, og som husets lejer, Lars Agerbak, havde stjålet på sit arbejde som rengøringsmand.

Havde downloadet bombeopskrifter
Desuden havde den nu tiltalte anskaffet manualer til fremstilling af bomber, men på trods af sagens potentielle alvor, har politiet måttet opgive at tiltale ham for de oprindelige sigtelser i den henseende.

Også selvom terrorangrebet i Norge den 22. juli for alvor satte sagen i perspektiv. Lars Agerbak er talsmand for Danmarks måske mest markante og militaristiske bevægelse på højrefløjen, Danmarks Nationale Front.
.
- Hvis der havde været beviser for bombefremstilling, havde vi tiltalt ham for det. Det betyder, at der ikke er rejst tiltale for den sigtelse, der var i grundlovsforhøret, siger senioranklager Henrik Blichmann fra Nordsjællands Politi.

Kunne ikke finde Agerbæk
Han oplyser, at politiet allerede havde færdigefterforsket sagen og udarbejdet et anklageskrift den 24. november, men at myndighederne først nu har været sikre på, at tiltalen er forkyndt for Lars Agerbæk.

- Mig bekendt bor han på en ukendt adresse i Danmark, siger Henrik Blichmann. Lars Agerbaks forsvarsadvokat, Peter Hjørne, har tidligere undret sig over politiets optræden. Og over, at sagen trak så meget ud.

- Han forklarede i retten, at det var til fremstilling af stinkbomber i forbindelse med fodboldkampe, har Peter Hjørne tidligere udtalt.

- Hvis sagen virkelig skulle være så alvorlig, så forstår jeg ikke politiets håndtering af denne sag. Det er et halvt år siden, og så kompliceret er sagen vel heller ikke? Med det, som er sket i Norge, forstår man ikke, at det skal gå sådan for sig, sagde han umiddelbart efter terrorangrebet i Norge.

LÆS

Den groveste af de tre anklager mod Lars Agherbak er anklagen for tyveri, der kan give op til halvandet års fængsel.

Retten i Lyngby har berammet retsmøde i sagen den 23. februar 2012.