Europarådets torturkomité finder det "skuffende", at danske myndigheder forventer fortsat at benytte Politigårdens Fængsel, hvis forhold ifølge komitéen er uegnede til længere ophold.
I et svar fra Justitsministeriet til Europarådets komité til Forebyggelse af Tortur (CPT), offentliggjort i denne uge, fremgår det:
- Da det forventes, at der fortsat vil være en stigning i belægningen i 2020 og 2021, er det Kriminalforsorgens vurdering, at der også vil være brug for pladserne efter 2020.
Svaret fra Justitsministeriet ærgrer læge Hans Wolff, som var leder af komitéens delegation under et besøg i fængslet. Han er desuden formand for foreningen af schweiziske fængselslæger (CMPS).
- Det er ikke i overensstemmelse med, hvad der blev sagt under besøget, og det er skuffende. Vi vil følge op på dette med de danske myndigheder, skriver Hans Wolff i et svar til Ritzau.
Torturkomitéen besøgte Politigårdens Fængsel i april 2019.
Delegationen fra CPT fandt stedet kritisabelt. Det er "uegnet til ophold på flere uger eller måneder", skrev Wolff og hans kolleger.
Ifølge rapporten fra komitéen er de indsatte i deres celler 23 timer i døgnet. En af de indsatte - i april 2019 - havde siddet i fem måneder.
Rapporten peger på en række kritisable forhold. Det er blandt andet de fysiske rammer og lange ventetider på at komme på toilet. Også beslutninger om ikke at måtte modtage besøg og breve kritiseres.
Men torturkomitéen går ikke i detaljer. Dette understreges i rapporten, da delegationen ved besøget blev oplyst, at stedet skulle lukke.
- Derfor vil komitéen afholde sig fra at kommentere forholdene i dette fængsel i detaljer - bortset fra det følgende afsnit. Komitéen vil i stedet blot byde denne beslutning velkommen. Politigårdens Fængsel er uegnet til længere ophold af flere uger og måneder, hedder det i rapporten fra 2019.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser i et skriftligt svar til Folketingets Retsudvalg i denne uge, at Politigårdens Fængsel netop har ændret navn. Det skal indtil videre huse andre arrestanter.
- Matriklen "Politigårdens Fængsel" ændrer samtidig navn til "Polititorvets Arrest" fra 1. september 2020. Polititorvets Arrest skal indtil politiets behov for faciliteterne er afklaret anvendes til arrestanter, der er indsat i medfør af udlændingelovens paragraf 35.
I et andet svar forklarer ministeren, at det endnu er uafklaret, hvor længe Kriminalforsorgen kan benytte Politigårdens Fængsel.
Ritzau forsøger fortsat at få et svar fra ministeren.
/ritzau/
