Den gigantiske politiaktion, der 28. september lukkede store dele af landet ned, skyldtes, at en iransk efterretningstjeneste planlagde et attentat i Danmark.

Det oplyser chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen, på et pressemøde.

I den forbindelse er en norsk statsborger med iranske rødder 21. oktober blevet anholdt for at have sat 'iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark'.

»Der er kort sagt tale om en sag, der handler om en iransk efterretningsvirksomhed, som efter vores opfattelse planlagde et attentat i Danmark,« siger han.

Den anholdte er også sigtet for have taget del i forberedelserne til attentatet.

Manden nægter sig skyldig.

Han er foreløbigt varetægtsfængslet til 8. november.

Finn Borch Andersen understreger dog, at risikoen stadig eksisterer, selv om en mand er fængslet.

»Det gør naturligvis ikke, at truslen er elimineret,« siger han.

Ifølge PET er målet for attentatet en gruppe på tre herboende iranere, som bor i Ringsted. Iranerne menes at være en del af ASMLA.

ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Libération of Ahwaz. Gruppen kæmper for, at et område i Iran bliver selvstændigt.

Og sikkerheden for dem bliver der ikke skruet ned for.

»Der vil fortsat være behov for omfattende sikkerhedsforanstaltninger omkring de pågældende personer,« siger han om gruppen.

I arbejdet har PET fået hjælp fra sine norske og svenske pendanter, PST og Säpo.

»Vi står med en usædvanlig og efter vores opfattelse meget alvorlig sag. Vi har med en iransk efterretningstjeneste at gøre, der planlægger et angreb på dansk grund. Det siger sig selv, at det under ingen omstændigheder er noget, vi kan eller vil acceptere,« lyder det fra Finn Borch Andersen.