Efter at en trailer i sidste uge ikke sad ordentlig fast på en godsvogn advarer Havarikommisionen mod låsen.

Havarikommissionen advarer nu europæiske samarbejdspartnere om, at en lås til en godsvogn kan udløses, selvom den ikke er defekt.

Det sker, efter at en lastbiltrailer ikke sad ordentligt fast på en godsvogn på vej over Storebælt.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Onsdag i sidste uge gjorde en borger politiet opmærksom på, at en vogn på et godstog vippede på vej over lavbroen i retning mod Fyn.

Toget blev stoppet i Nyborg, hvor det blev konstateret, at en lastbiltrailer fra Carlsberg på en lommevogn ikke stod i låseskamlen.

Det førte til et forbud mod at køre med lastbiltrailere over Storebælt på lommevogne. Det forbud bliver nu udvidet til at gælde i hele Danmark.

Havarikommissionen arbejder på at finde ud af, hvad der gik galt. Men allerede nu sender man altså en såkaldt safety alert til de andre europæiske sikkerhedsorganisationer.

Havarikommissionen har opdaget, at lommevognens lås i enkelte test ikke havde nogen eller kun begrænset låseeffekt ved træk i lodret retning.

Det gjaldt, selv om låsen var i korrekt låsestilling og skamlens lås var velfungerende, vedligeholdt og smurt som foreskrevet.

- Der er stadig rigtig mange spørgsmål, der skal besvares, men det står helt fast, at den her type vogn ikke skal ud på Storebælt igen uden, at der er helt styr på sikkerheden, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

Episoden sidste onsdag vækker mindelser om den ulykke, som for to år siden kostede otte mennesker livet. Ulykken skete, da en sættevogn havde løsnet sig fra et godstog og ramte et modkørende passagertog.

Ifølge pressemeddelelsen fra Transportministeriet, er den lås, som der nu advares om, ikke den samme type som svigtede ved ulykken i 2019.

/ritzau/