Tv- og radioværten Dan Rachlin er dybt chokeret over, at hans gode ven - pokerstjernen Theo Jørgensen - søndag blev udsat for et brutalt hjemmerøveri.

Søndag aften trængte tre bevæbnede mænd ind i pokerspillerens hjem. De skød ham tre gange i benet med en maskinpistol og stak af med et ukendt pengebeløb.

Dan Rachlin kender den danske pokerstjerne både privat og professionelt. De to har været i Las Vegas sammen, og Rachlin har ofte besøg af Theo Jørgensen i sit pokermagasin på tv.

- Det her er jo dybt traumatiserende for Theo og hans familie. Jeg blev meget chokeret, da jeg hørte det for et øjeblik siden, siger han.



Theo Jørgensen har stor succes som pokerspiller og er blevet millionær på sporten, og han har længe været bevidst om, at han kunne være et oplagt mål for hjemmerøvere.

- Det er noget, han har forholdt sig til tidligere. Han er en meget omsættende fyr - han tjener meget, men han bruger også mange penge. Derfor har han også forsøgt at gøre svage sjæle opmærksomme på, at han altså ikke ligger inde med guldbarre derhjemme. Også fordi mange af hans spil foregår på nettet. Men at det her så sker alligevel, det gør det jo bare ekstra uhyggeligt, siger Dan Rachlin.

Det faktum, at gerningsmændene ender med at skyde ham i benet, ser Dan Rachlin som tegn på desperation.

- Det må være et desperationstegn, fordi de ønsker at understrege alvoren i deres ærinde.

Han er dog overbevist om, at vennen nok skal komme på benene igen.

- Theo er en jordbunden fyr. Han er et meget positivt menneske, og der er så meget drev i ham, så jeg tror og håber, at han nok skal komme til hægterne igen. Men mentalt er der nok noget, der skal arbejdes med, men han skal nok komme hurtigt videre.

- Han er jo en god jysk fyr, siger Rachlin.