Personale i fængslerne smugler mobiler ind til fangerne, hævder eksfange. Så kan de indsatte drive deres »forretninger« videre bag tremmer og i værste fald ødelægge politiets efterforskning.

»Når man har penge nok, er det intet problem at få en mobiltelefon ind i fængslet. Jeg har altid haft telefoner bag tremmerne. Den sidste gav jeg 10.000 kroner for.«

En tidligere fange, der både har siddet i Vestre Fængsel, Vridsløselille og flere arresthuse, siger til B.T., at dagsprisen for at få smuglet en telefon ind i fængslet kan være 10.000-20.000 kroner, hvis det er til fanger, som sidder varetægtsfængslet, endda i isolation.

»Folk vil betale hvad som helst for en telefon. Forestil dig, at du sidder isoleret og slet ikke kan komme i kontakt med nogen. Jeg kender en sag fra Vridsløselille, hvor en narkohandler betalte 100.000 kroner for at få en telefon ind.

Men hvis du sidder i en hash-sag på nogle hundrede kilo, men stadig har et tons liggende udenfor, som politiet ikke har fundet, så gælder det om at få »varerne« flyttet i en fart. Så betyder det ingenting, hvis du skal give 10.000 kroner for at få fat i en telefon,« siger eksfangen.

Mobiltelefonerne smugles typisk ind af besøgende, og ifølge eksfangen er der også ansatte i fængslerne, der lader sig friste af de store penge: »De er lavtlønnede, så selvfølgelig sker det, at personalet smugler telefoner ind.«

Den påstand kom også frem i sidste uge i Østre Landsret, hvor ti udlændinge er tiltalt for indsmugling og handel med cirka 40 kilo kokain. De tre tiltalte hovedmænd fik alle smuglet mobiltelefoner ind i cellerne under varetægten og ringede til hinanden i fængslerne for at aftale forklaringer. Men det vidste politiet, der lod dem beholde telefonerne og aflyttede dem.

Det gav nye beviser i narkosagen, men da en af aflytningerne blev afspillet i Østre Landsret, sagde den narkotiltalte Tarek El-Douaidi, der sad i Vridsløselille Statsfængsel, i en mobilsamtale med sin bror Nasser El-Douaidi, som var fængslet i Vestre Fængsel, at fængselsbetjente smuglede mobiler og spiritus ind til fangerne:

»For penge kan man gøre alt. Ved du, hvor mange mobiler vi har på afdelingen: 15,« sagde Tarek El-Douaidi. Påstanden undersøges nu af politiet, men afvises både af ledelsen i Vridsløselille og af fængselsbetjentene.

Politikilder oplyser til B.T., at der i flere sager har været stærke mistanker mod enkelte ansatte i fængslerne, men beviserne har manglet. Hos den ene af de tre tiltalte hovedmænd fandt politiet allerede for et halvt år siden tre mobiltelefoner i hans celle.

Sidste år blev der beslaglagt 40 mobiltelefoner hos fangerne i Vridsløselille. Forrige år var det 100. Eksfangen fortæller til B.T., at mobiltelefonerne ofte kastes over ringmuren og er pakket ind i små flamengokasser. Første mand på gårdtur sørger for at få dem ind i fængslet. På Vestre Fængsel må korttidsfanger arbejde uden for muren. Her bliver telefonerne om natten gemt i buske og redskabsskure og smugles med ind af fangerne.

»Telefonerne er så små nu, at nogen kan smugle dem ind bagi. Når man kan have 125 gram hash i endetarmen, kan man også have en telefon. Det er værre med laderen. Den fylder noget mere,« siger eks-fangen.

De fleste af mobiltelefonerne er udstyret med taletidskort, der kan købes helt anonymt, og som er meget svære for politiet at spore. »Det mindste problem er at få nye taletidskort. Dem er der masser af,« fortæller eksfangen. I fængslerne er det også almindeligt, at fangene »lejer« mobiltelefoner af hinanden. Prisen afhænger af, hvor desperat man er:

»Det kan være guld værd at få fat i en telefon. Man skal måske aftale en forklaring eller et alibi. Der er helt sikkert sager, der er blevet ødelagt for politiet, fordi de sigtede har kunnet ringe. Det kan koste 1.000-1.500 kroner at låne en telefon. Så har man den måske en time eller en aften,« siger eksfangen.

Sidst han sad isolationsfængslet, fik han to telefoner ind. Den første tabte han i toilettet, så den blev ødelagt, så han måtte have en ny til 10.000 kroner. Den skjulte han i ventilationsanlægget på det badeværelse, som er forbeholdt isolationsfangerne.

Når en fange tages med en indsmuglet mobil, får han en disciplinærstraf, for eksempel syv dage i en isolationscelle, og telefonen bliver destrueret. Politiet finder indimellem ud af, at fangerne har indsmuglede mobiler i cellerne.

»I de tilfælde, hvor vi får kendskab til det, kan det give bagslag for ham,« siger kriminalinspektør Kurt Jensen. Politiet kan i så fald få en aflytningskendelse. Som i narkosagen i Østre Landsret, hvor politiet i fire måneder lyttede med på de tre hovedmænds cellesnak.

En indsmuglet mobiltelefon i Vestre Fængsel under rockerkrigen betød også, at tre HA-rockere, som i første omgang klarede frisag for drabet på Bandidos Uffe Larsen og drabsforsøgene på fem andre Bandidos i Københavns Lufthavn i Kastrup i 1996, blev dømt i anden runde, da aflytningen af mobilen afslørede dem.

HAeren Michael Brokside, der fik 16 år for drabet, kom til at fælde sine tre frifundne »brødre«, da han fik smuglet en mobiltelefon ind i cellen i Vestre Fængsel.

Han plaprede efter dommen løs fra cellen med de tre frifundne, men drabsafdelingen i København lyttede med, og med 20 timers afslørende samtaler på båndoptageren var politiet klar med nye fældende beviser mod de frifundne.

Michael Broksides natlige samtaler var så afslørende, at HAerne, da sagen blev genoptaget, erkendte, at de var med i lufthavnen, da Bandidos-rockerne blev mejet ned. Den ene frifundne HAer, »Jørgen Fehår«, fik livsvarigt fængsel på grund af de nye beviser.

Samtalerne afslørede, at Hells Angels havde hædret de tre frifundne med dræbermærket »Filthy Few«, der kun gives til HA-medlemmer, som har myrdet fjender af klubben.

En bitter Michael Brokside sagde i den indsmuglede mobiltelefon: »Gå I nu bare rundt i byen og før jer frem med jeres mærker, så skal jeg nok sidde i fængsel for jer.« De aflyttede samtaler fik Den Særlige Klageret til at beordre en ny nævningesag mod de frifundne HAere.