En 57-årig kvinde er tiltalt for drab på en et år gammel pige, som hun passede i sin dagpleje.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den kvindelige dagplejer er tiltalt for den 28. november 2019 at have dræbt en 15 måneder gammel pige i tidsrummet mellem klokken cirka 6.30 og 15.15.

Dagplejeren har ifølge anklagemyndigheden rusket den lille pige og givet hende flere slag i hovedet, så pigen efterfølgende døde af sine kvæstelser.

Obduktionen viser, at den etårige pige havde knoglebrud i nakken, flere kraniebrud og blødninger i hjernen.

Den 57-årige var gæstedagplejer i Herning Kommune og havde passet pigen, fordi hendes normale dagplejer havde ferie.

Den 57-årige dagplejer har siddet varetægtsfængslet siden 18. juni 2021.

Hvis retten ikke dømmer hende for manddrab, mener anklagemyndigheden, at hun bør dømmes for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge under særligt skærpende omstændigheder.

Sagen forventes at komme for retten i Herning med første retsdag 22. august.

Dommen ventes at falde den 5. september 2022.