Det, der skulle have været en romantisk middag for Henrik Nørr og hans kæreste, endte i stedet i et sandt drama, da han hørte en kvinde råbe om hjælp.

Nu har den unge mand fået tildelt et hæderslegat fra Danske Beredskaber for at have 'tilsidesat hensynet til sig selv for at redde andre'.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Beredskaber.

Det hele skete torsdag 14. oktober sidste år, da den dengang 18-årige Henrik Nørr sad på en café i Nyhavn i København med sin kæreste.

Pludselig lød en kvindes desperate råb om hjælp, og han løb med det samme over til kvinden, som stod panisk ved kajkanten.

Nede i vandet lå to personer: kvindens syv-årige datter, der havde svært ved at holde sig oven vande, og en voksen mand.

»Henrik vurderede, at særligt pigen var i akut livsfare i det kolde vand, og uden yderligere tøven eller omtanke sprang Henrik i vandet,« lyder det i pressemeddelelsen.

»Han fik heldigvis hurtigt fat i pigen og bragt hende ind til en redningsstige, hvorfra andre vidner fik hende op. Derefter assisterede Henrik den voksne mand ind til redningsstigen.«

Den nu 19-årige unge mand fik for sine handlinger onsdag tildelt Danske Beredskabers hæderslegat 2021 på 10.000 kroner for 'med usædvanligt mod og handlekraft at have reddet menneskeliv' – særligt på grund af den lave vandtemperatur og for samtidig at have sat andres liv foran sit eget.

Både pigen og manden slap uden skader.

B.T. talte sidste år med moderen, Maggie Jensen, til den syv-årige pige, Isabella. Hun fortalte, at hendes datter pludselig var blevet samlet op af en fremmed mand, som hoppede i vandet med pigen i armene.

»Så gik jeg i gang med at skrige,« fortalte Maggie.

Det var de skrig, som Henrik Nørr hørte, hvorefter han reagerede hurtigt.