»De kom for at hente et barn for at bringe det til en pædofil i fængslet.« Ordene fra 35-årige Martin står som en ulykkelig milepæl i hans liv. De er kommet til at definere hans liv.

Da Martin i en alder af ni år blev sendt på besøg i fængslet hos sin far, der var dømt for pædofili med Martins søster som offer, skete det, der ikke måtte ske. Da Martin og hans far var alene, forgreb faderen sig på ham.

Hændelsen fandt sted for flere årtier siden, men den sidder fortsat dybt i Martin, hvis liv blev ødelagt den dag, han besøgte sin far i fængslet.

Historien er tidligere blevet beskrevet i Viborg Stifts Folkeblad - og delt i mange lokamedier. Efterfølgende har B.T. besøgt Martin, som ikke ønsker at stå frem med efternavn, da han deler det med sin søster, for at fortælle sin tragiske historie.

Martins historie, der bliver bragt som en del af serien #Voldtaget, er nemlig er højaktuel i dag, da dømte pædofile ifølge lovgivningen årevis efter Martins tragiske oplevelse, stadig potentielt kan få samvær med og besøg i fængsler af deres børn. Noget Martin håber på, han kan være med til at ændre.

”Ikke noget, jeg er stolt af”

Martin sidder på sofaen i sin lejlighed i udkanten af Viborgs bymidte. Han forlader den ikke så ofte, som han gerne vil. Ofte består dagene i at sidde på netop sofaen og se på skærmen på væggen. Martin er førtidspensionist.

»Jeg har været på førtidspension i godt otte år. Det er ikke noget, jeg er stolt af,« siger han.

»Det meste af tiden er jeg her og ser tv eller serier … ellers drikker jeg. Jeg prøver at træne lidt, men det er svært at holde sig sund,« siger Martin og tager et hiv af den e-cigaret, han sidder med.

Livet kunne have formet sig på mange måder og været gået i mange retninger for Martin. Men efter faderens overgreb var det hovedsageligt ned ad bakke.

Far i fængsel

Martin husker ikke særlig meget fra sin barndom. Han husker endnu mindre fra den sag, der fik hans far fængslet.

»Dengang forstod jeg ikke, hvorfor min far skulle i fængsel. Han var blevet skilt fra min mor, og jeg boede ikke hos ham, så jeg blev beskyttet fra detaljerne i sagen. Men jeg forstod, at det muligvis havde noget med min søster at gøre.«

Først mange år senere gik det op for Martin, at faderen havde forgrebet sig på søsteren.

»Noget af det, jeg husker bedst, er, at det var pinligt, når de andre børn i klassen spurgte, hvad min far lavede, og jeg skulle sige, at han sad i fængsel,« siger Martin.

Han har efterfølgende fundet ud af, at hans mor forsøgte at forhindre besøg hos faderen. Uden held.

Statsamtet – som statsforvaltningen hed dengang – og den psykolog, Martin gik hos, vurderede, at den unge dreng under omstændighederne havde det godt.

Samtidig blev det ifølge Martin ligeledes vurderet, at han ville være i sikre hænder under et besøg hos faderen i fængslet. Ikke mindst fordi faderens overgreb havde været mod en pige, lød forklaringen.

Så på trods af moderens protester blev det slået fast, at den pædofile far skulle have sin ni-årige søn på besøg. Derfor blev Martin hentet af politiet, som kørte ham til fængslet.

Overgrebet

Martins far sad i et åbent fængsel. Derfor var kontrollen med de indsatte ikke omfattende, og det betød blandt andet, at børn kunne komme på besøg eller på overnatning.

Da dagen for Martins første besøg hos faderen i fængslet kom, var den ni-årige dreng nervøs.

»Det var lidt skræmmende, da jeg kom til fængslet. For jeg vidste ikke helt, hvad det var.. Og det var skræmmende, at jeg skulle sove hos ham,« siger Martin.

»Da dørene lukkede, og vi var alene, forgreb han sig mod mig.«

Det var første gang, faderen begik overgreb mod Martin. Men den unge dreng fortalte ikke nogen om det.

»Jeg turde ikke fortælle om overgrebet. Min far truede med bål og brand og sagde, at han ville gøre min mor eller søster fortræd, hvis jeg sagde noget.«

Fortsatte besøg efter faderens løsladelse

Efter Martins far kom ud af fængslet, fortsatte de tvungne besøg. Hver anden weekend. Faderen flyttede for sig selv, men Martin var fortsat tvunget til at komme på besøg. Under besøgene fortsatte ubehagelighederne fra faderens side.

»Jeg kunne ligge og sove, og så kunne jeg med et blive vækket klokken 02.00 om natten for at skulle snakke med fremmede mænd i telefonen,« fortæller Martin.

Faderens fortsatte overgreb påvirkede den unge Martin. Og allerede som 11-årig begyndte han at søge tilflugt i alkohol og i årene efter stoffer.

»Jeg vidste hele tiden, at der var et eller andet, som ikke var, som det skulle være. Og alkoholen og stofferne var vel en flugt,« siger Martin, der siden har fået diagnoser som paranoid/skizofren, Borderline og ADD.

Omkring de 13 år blev de gentagne besøg hos faderen for meget for Martin, der besluttede sig for at sige fra.

De næste 18 år hørte Martin ikke noget til sin far. Stofmisbruget fortsatte dog, og som 18-årig blev han sendt på afvænning af Viborg Kommune.

De følgende år forsvandt uddannelser og job hurtigt. Aldrig noget fast i længere tid af gangen. Som 26-27-årig – årene flyder sammen for Martin – fik han tilkendt førtidspension, mens han boede på et bosted. Nu har han sin egen lejlighed, et job på en bar fra tid til anden.

»Jeg har altid sagt, jeg ville pisse på hans grav«

Omkring 18 år efter den sidste kontakt med faderen - for ca. fire år siden omkring juletid - fik Martin et opkald. Hans far lå for døden og ville gerne se ham.

»Jeg tog hen til hospitalet for at tale med ham. Men han genkendte mig ikke. Jeg har altid sagt, at jeg ville pisse på hans grav. Men da han var død, stod jeg med en underlig følelse. Han var min far, men samtidig var jeg glad for, han var væk.«

»Jeg er glad for, jeg tog hen og besøgte ham og fik sagt nogle ting til ham om det, han udsatte mig for. Jeg tror, det har hjulpet mig siden. Men jeg kan stadig ikke tilgive ham,« siger Martin, der alligevel ikke kan lade være med at tænke på, hvordan livet kunne have udviklet sig, hvis han ikke var blevet ført til sin far i fængslet, da han var ni år.

»Jeg sidder tilbage med en følelse af, hvordan mit liv kunne være blevet. Der er ikke noget, jeg hellere vil end et liv med hus, børn og kærlighed. Men jeg har altid haft det svært med børn, efter det min far gjorde ved mig.«