En cyklist var i livsfare og blev fløjet til Odense Universitetshospital efter en påkørsel mandag aften.
Nu er der godt nyt.
»Cyklistens tilstand er kritisk,« sagde vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til B.T. mandag aften og tilføjede, at politiet var i gang med at underrette de pårørende.
Men dagen derpå kan politiet heldigvis oplyse, at den påkørte cyklist er i bedring.
»Cyklisten er nu udenfor livsfare,« siger vagtchef Richard Borring.
»Vedkommende pådrog sig brud på flere knogler, men ser ud til at komme sig uden mén,« tilføjer han.
Ulykken skete i Hjerting nord for Esbjerg.
Politiet fik alarmopkaldet klokken 18.16.
Cyklisten blev ramt af en bil i en venstresvingsulykke ved Gl. Guldagervej ved Tobølparken.