Søndag eftermiddag klokken 15.30 cyklede en 62-årig mand forbi en 59-årig kvinde, der kom gående med to æsler på Løgelandsvej i Helsinge.

Det ene af æslerne havde revet sig fri fra sit fortøj og gik i panik, da cyklisten kom forbi.

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport. 

Æslet fik placeret sig med bagenden mod cyklisten og gav, hvad der beskrives som et velplaceret spark, som ramte cyklisten.

Den 62-årige mand faldt af cyklen og brækkede armen som følge af hændelsen.

Politiet skriver, at han endte med et åbent brud på overarmsknoglen.