Søndag formiddag har der været en ulykke i krydset mellem Jernbaneplads og Valdemar Sejrsvej i Holbæk, hvor en cyklist er kom alvorligt til skade.

Nu er der gode nyheder om mandens tilstand.

Den ældre mand pådrog sig hovedskader efter at være stødt sammen med en bil i krydset, og i første omgang forlød det, at han var i kritisk tilstand.

Men det er heldigvis ikke længere tilfældet.

»Den påkørte cyklist er nu uden for livsfare og tilstanden er stabil,« skriver politikredsen på Twitter.

Umiddelbart efter ulykken oplyste politiet, at en lægehelikopter var blevet tilkaldt, men idet ulykkesstedet ligger tæt på Holbæk Sygehus, blev manden i stedet hastet dertil i en ambulance.

Ulykken blev anmeldt klokken 10.14.

Der opstod tæt trafik ved ulykkesstedet, som blev spærret på grund af ulykken.

En bilinspektør blev tilkaldt, men nu er politiets arbejde på stedet afsluttet og krydset er atter åbent for trafik.