Onsdag formiddag er en cyklist blevet påkørt i en rundkørsel i Kalundborg.

»En ambulance er kørt til Holbæk sygehus,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Boye Rasmussen.

Ulykken skete i rundkørslen Slagelsevej/Elmegade og blev anmeldt til alarmcentralen på telefon 112 klokken 10.55.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge årsagen til ulykken.

B.T. har onsdag aften været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi.

Vagtchef Jesper Mortensen siger:

»Den kvindelige cyklist blev udskrevet lidt efter klokken 13, så hun kom ikke alvorligt til skade.«