Tirsdag aften ved 21.30-tiden fandt en forbipasserende en forslået mandlig cyklist i rabatten i krydset ved Faxe Havnevej og Blåbærvej og ringede 112. Nu beder politiet om hjælp med at finde den flugtbilist, der kørte den 52-årige cyklist ned.

»Han har muligvis pådraget sig benbrud, men har det efter omstændighederne godt. Det var en hård medfart, han fik,« siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ole Hald.

Offeret har fortalt politiet, at han blev ramt bagfra af en hvid eller lys varebil, som ikke standsede efter påkørselen.

På stedet er der fundet dele af et højre sidespejl med VW-logo. Der kan ifølge politiet være tale om en VW Transporter.

»Vi har stadig ikke fundet frem til modparten, men håber, at nogen bemærker en Volkswagen med et ødelagt højre sidespejl og tager kontakt til os,« siger vagtchefen.

Har du oplysninger i sagen, skal du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 112.