En 55-årig mandlig cyklist er lørdag blevet dræbt i en frontalulykke med en traktor i Hornbæk i Nordsjælland. Manden var ude at cykle med en større mængde personer, da ulykken indtraf. De pårørende er underrettet.

»Vi har haft et færdselsuheld i Hornbæk i dag. Det er en gruppe cyklister, som var ude at træne, og den forreste i feltet kører frontalt ind i en traktor. Og han bliver dræbt,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager til B.T.

Ulykken skete på Havreholmvej ved Hornbæk. Og vagtchefen fortæller, at man endnu ikke kender de specifikke omstændigheder, men at vejen, hvor ulykken fandt sted, er ganske smal.

»Vi har været ude på stedet og undersøge, hvad der er sket, men jeg ved først mere, når patruljen kommer ind. Efter ulykken valgte vi at sende resten af cyklisterne forbi Hillerød Psykiatrisk Akutmodtagelse for at få krisehjælp,« siger Jan Hedager.

»Familien er underrettet og de er til stede på hospitalet nu,« uddyber han.