En 71-årig mand er torsdag eftermiddag omkommet efter at være blevet påkørt af en lastbil.
Det oplyser Politikommissær Helene Geleff fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.
Lastbilen påkørte cyklisten i en trafikulykke, hvor begge kørte i samme retning.
Manden stod ikke til at redde, og han blev ifølge politiet erklæret død på stedet.
Ulykken fandt sted på Lunderskovvej mellem Vejen og Kolding, og vejen var efterfølgende spærret i flere timer, mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet.
Der er endnu ikke taget stilling til, om der skal rejses sigtelse mod den 59-årige fører af lastbilen.
De pårørende er underrettet.
