I en tid, hvor coronavirussen igen er blusset op, og mange af os sikkert sukker dybt ved udsigten til mere hjemmearbejde og flere restriktioner, er det værd at glæde sig over de positive ting, som trods alt følger med smittespredningen.
Antallet af indbrud i private hjem faldt nemlig drastisk i sommerferien.
Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Det skyldes ifølge politiet, at mange af os simpelthen har været mere hjemme under corona-pandemien.
Noget tyder nemlig på, at indbrudstyvene derfor har haft det sværere i år.
Antallet af indbrud i sommerferien i ugerne fra 27 til 33 faldt med 27 procent i forhold til samme periode sidste år. Sammenligner man med 2015, ser man et fald på hele 42 procent fra 2015 til i år, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Det er glædeligt, at færre borgere bliver udsat for den ubehagelige og utrygge oplevelse, det er, at komme hjem til et gennemrodet hus eller lejlighed. Indbrud har i flere år været et fokusområde, som vi har prioriteret højt og vil fortsat være det fremadrettet,« siger Henrik Sønderby, centerchef i Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet i pressemeddelelsen.
Politiet understreger dog også, at øget fokus på indbrud og ikke mindst samarbejde med borgerne via nabohjælp har gjort en forskel.
»2020 er helt unikt på grund af covid-19, og faldet i indbrud gør sig faktisk gældende for hele året (til og med august). Men vi ser altså også et gennemsnitligt fald over de seneste år, og det vidner blandt andet om, at politiets fokus på området samt det nære samarbejde med borgerne løbende har udviklet sig i den rigtige retning,« siger Henrik Sønderby.