Natten til onsdag har vaccine- og testcentre i både Sønderjylland og Nordjylland været ramt af hærværk.
I Rødekro har gerningsmænd begået hærværk mod flere informationsskilte, der viser vej til vaccinecenteret og testcenteret.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der fik anmeldelsen klokken 01 natten til onsdag.
Skiltene er overmalet med grøn spraymaling. Der er blandt andet blevet skrevet Fuck WHO, "Fuck WHO fascister" og "Corona er løgn".
Hærværket blev formentlig begået i løbet af tirsdag aften. Det oplyser politiet.
De overmalede skilte er placeret ved Bodumvej, Voldbrovej, Brunde Vest, Brunde Øst, Ringvej samt Skånevej. De viser vej til vaccinationscenteret på Brunde Vest 17 og testcenteret på Skånevej 5 i Rødekro.
Politiet fortæller, at det ser alvorligt på sagen. Samtidig søger politiet mulige vidner.
- Politiet anmoder om, at vidner, der har gjort observationer, eller som har kendskab til gerningsmændene, kontakter politiet med oplysninger, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Vidner kan kontakte politiet på telefon 114.
Også i Hobro er et vaccine- og testcenter blevet udsat for hærværk. Det oplyser Hobro Idrætscenter, der huser vaccine- og testcenteret.
- Der er i løbet af natten begået hærværk og stjålet skilte i forbindelse med test- og vaccinecenter i Hobro Idrætscenter, skriver centeret onsdag på Facebook.
Nu skal centeret have sat nye skilte op.
- Det er bare så drønærgerligt, siger centerleder i Hobro Idrætscenter Johnny Wulff til Nordjyske.
Nordjyllands Politi oplyser onsdag eftermiddag dog til Ritzau, at politiet ikke har fået en anmeldelse om hærværk i Hobro, men at det nu vil kontakte centeret om sagen.
Natten til tirsdag var et vaccinationscenter i Silkeborg udsat for et forsøg på brandstiftelse. Det oplyste Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag.
Der blev sat ild til en beholder med mundbind i en container. Derefter forsøgte den eller de ukendte gerningsmænd at skubbe containeren ind i et glasparti ved vaccinationscentret på Helsinkivej.
Der opstod ikke ild i bygningen. Politiet betragter alligevel sagen med stor alvor og søger vidner.
Tidligere på måneden blev der kastet brandbomber mod et testcenter i Ballerup.
Hændelsen fik Rigspolitiet til at rykke ud med en meddelelse om, at ordensmagten ville holde ekstra godt øje med såvel test- som vaccinationssteder.
/ritzau/
