Cooper løb ivrigt langs hækken med næsen tæt over fortovet. Pludselig lagde han sig ned og markerede med forbenene, at han havde fundet et spor. Midt mellem hans poter lå et brugt kondom.

- Jeg kunne med det samme se, hvad det var. Men at sagen skulle få den her drejning, det havde jeg slet ikke troet, siger politiassistent Brian Capion, der er hundefører hos Københavns Politi.

Drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, er ikke i tvivl:

- Cooper fandt det altafgørende spor i sagen mod Amagermanden. Det var dét spor, der satte hele lavinen igang, siger han til B.T.

Lavinen - der i dag har ført til, at den 46-årige Marcel Lychau Hansen sidder på anklagebænken i Københavns Byret for rovmord, sexmord og syv andre voldtægter - rullede først i medierne 1. november 2010.

Et sex-monster havde hærget Amager i mere end 20 år, hed det. 11 dage senere anholdt politiet den 46-årige familiefar og fodboldtræner, der nu over 13 retsdage i november og december skal på anklagebænken ved Københavns Byret.

I alt skal 45 vidner - herunder ofre, familiemedlemmer, gamle venner samt en medgerningsmand til et nu forældet hjemmerøveri begået i 1983 - føres i retten, inden der ventes at falde dom 22. december 2011.

Alt det, kunne Brian Capion dog umuligt have forestillet sig, da han lørdag morgen 25. september 2010 sammen med sin schæferhund Cooper blev kaldt ud for at søge spor efter en voldtægt begået i Haveforeningen Stjernelund på Amager.

Her var en 17-årig pige omkring klokken 04.20 blevet passet op af en mand, der greb fat om hendes ansigt på den mennesketomme Kongelundsvej. Han slog hende, truede hende med en kniv og trak hende ind i en af kolonihaverne ved nummer 242.

Her voldtog han hende flere gange. Da manden forlod den skrækslagne pige, var det med ordene:

‘Tæl til 5.000. Jeg skal nå hen til min cykel’.

Forbryderen slap væk i morgenmørket, men under flugten tabte han et kondom, som han ellers omhyggeligt havde benyttet og taget med for ikke at efterlade dna-spor. Og det er dét kondom, som Cooper snusede sig frem til et par hundrede meter fra stedet, hvor voldtægten foregik.

Det lå mod syd, tæt ved hækken på den anden side af Kongelundsvej. Spor fra kondomet gjorde det muligt for politiets teknikere at genskabe voldtægtsmandens dna-profil, og selvom manden ikke var registreret nogen steder, passede dna-materialet med delvise dna-profiler fra tidligere forbrydelser - drabet på Lene Buchardt Rasmussen i Fasanskoven på Amager Fælled i 1990 og endnu en grov voldtægt begået mod en 24-årig kvinde på Amagerkollegiet i 2005.

Syv uger efter voldtægten blev den frivillige fodboldtræner og familiefar, 45-årige Marcel Lychau Hansen, anholdt som en af Danmarkshistoriens værste sexforbrydere på sin bopæl i Valby.

Han er tiltalt for i alt to drab og fem sager om voldtægt, men nægter sig skyldig.

Tilbage til gerningsstedet
Brian Capion har indvilliget i at tage Cooper med ud til stedet, hvor gennembruddet i sagen mod Amagermanden fandt sted. Der er gået lidt over et år, og Cooper er i dag en fuldvoksen schæferhund på tre år.

Brian fortæller, hvordan deres nattevagt næsten var slut, da han og fem-seks andre hundeførere blev kaldt ud til kolonihaverne. Det var en lun og tør septembermorgen, og solen var ikke stået op endnu.

De erfarne gruppe 1 hunde med de bedste næser søgte der, hvor selve voldtægten fandt sted, mens han og Cooper arbejdede sig op og ned ad Kongelundsvej for at se, om gerningsmanden havde tabt eller smidt noget under flugten.

Det var kun en uge siden, at Cooper havde bestået prøven til gruppe 2 politihund, og han var stadig temmelig uerfaren.

- Jeg vidste, det handlede om en voldtægt, men dengang satte jeg det ikke i forbindelse med de andre sager fra Amager, siger han og lukker Cooper ud af politibilen.

Ivrigt springer den 42 kilo store schæferhund ned på jorden, hvor den med det samme begynder at snuse rundt efter interessante dufte. Langs hækkene i kolonihaveforeningen og i zigzag henover fortovet.

- Det er af de vigtigste karaktertræk for en god politihund. At den er nysgerrig og interesseret. Den skal have lyst til at løbe ud for at undersøge ting - og så skal den være modig, siger Brian Capion.

Cooper var det hele, da Brian sammen med sin chef fandt ham på Kongeskoven Kennel i Hillerød. Han var otte uger gammel og ud af et kuld på syv, og Brian, der allerede havde haft nogle voksne hunde på prøve, tog ham med hjem med det samme.

- Han var frisk og frejdig. Men han er også en god familiehund. Det skal han være, for han bor jo derhjemme og er sammen med mig det meste af tiden. Han er min bedste ven, siger Brian Capion.

Derhjemme sover Cooper i bryggerset, hvor der er varme i gulvet, og han putter sig foran fjernsynet, når familien hygger. Han er kælen og hilser gerne på gæster - men når han er på arbejde, er det noget helt andet.

- Jeg ved ikke hvordan, men han kan godt skelne. Så er han en helt anden hund, siger Brian og fortæller, at ved voldsomme demonstrationer vil Cooper gøre alt for at beskytte ham.

Og opgaver, hvor hundens lange ben er en fordel, for så kan han hoppe over højere forhindringer i jagten på forbrydere. Brian Capion håber, at Cooper er dygtig nok til, at han måske om et års tid kan bestå prøven som gruppe 1 politihund. Men han er ikke i tvivl om, at schæferhunden allerede har gjort sin pligt: -

 Havde han ikke fundet det kondom, er det ikke sikkert, man havde fanget Amagermanden. Så havde han måske været derude endnu, siger han.