Kørslen har været så opsigtsvækkende og mistænkelig, at flere civile ikke bare kunne lade stå til.

For hvad kunne der ikke ske, hvis en svært beruset person fik lov til at fortsætte sin farlige færd på landevejene i en kæmpe traktor?

Det spørgsmål kommer der heldigvis aldrig et svar på, for en gruppe civile skyndte sig omkring klokken 19 lørdag aften at tage sagen i egen hånd.

En slingrende Massey Ferguson-traktor blev bragt til standsning, da en polak ellers var i færd med at køre den tonstunge landbrugsmaskine fra Helsinge mod Holløse i Nordsjælland. Det skriver Netavisen Gribskov.

»Det er nogle civile mennesker som får sat en stopper for mandens kørsel, og han er ude af traktoren, da vi ankommer til stedet og får ham anholdt,« siger vagtchef for Nordsjællands Politi til mediet.

Den anholdte polske mand har fået udtaget en blodprøve. Han var så svært beruset at han ikke umiddelbart kunne afhøres. Derfor overnattede han i detentionen.

Det er uklart, hvor og hvordan den anholdte er kommet i besiddelse af traktoren, der ifølge lokalmediet vejer 5,5 ton.

Vagtchefen har søndag formiddag ikke yderligere nyt om sagen.