Det risikerer at blive uden Cirkus Arenas store hovednummer, når teltet åbner for endnu en forestilling onsdag.

Natten til tirsdag er seks motorcykler forsvundet fra teltpladsen, som tilhører den brasilianske motorcykelgruppe Diorios.

Gruppen er Cirkus Arenas hovedattraktion i år, hvor seks ryttere kører rundt i en såkaldt 'dødskugle', som kun måler 4,8 meter i diameter.

Det omfattende tyveri fandt sted om natten på Tangkrogen, mens alle på pladsen sov. De ukendte gerningsmænd havde held med at bryde ind i teltet og stjæle de seks motorcross-motorcykler.

Motorcykel-gruppen Diorios.
Motorcykel-gruppen Diorios. Foto: Sara Gangsted
Vis mere

»Ved 02.20-tiden i nat hørte vi pludselig en voldsom motorcykellarm. Vi troede alle, at det var en gruppe forbikørende, som bare ville lave larm på pladsen. Men senere måtte vi konstatere, at alle vores seks motorcykler var blevet stjålet,« siger Kristoffer Ditlevsen, pressechef for Cirkus Arena, til Aarhus Stifttidende.

Flere kiosker på teltpladsen blev samme aften lejlighed også udsat for indbrud.

Da motorcyklerne er altafgørende for det brasilianske hovednummer, håber Cirkus Arena også, at de dukker op igen før forestillingen onsdag. Cirkus Arena mistænker en gruppe unge, som aftenen før opholdt sig i området.

Har man kendskab til tyveriet, eller hvor motorcyklerne befinder sig, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.