Østre Landsret har givet anklagemyndigheden medhold i en usædvanlig sag. Byretten frifandt for opholdsforbud.

En christianit er tirsdag blevet idømt et forbud mod at opholde sig på Christiania i de næste fire år. Østre Landsrets afgørelse skyldes, at han har handlet med hash.

Det oplyser Statsadvokaten i København i et opslag på Twitter.

Dommen indebærer, at manden ikke må opholde sig i sit hjem. Og den ændrer markant det resultat, som Københavns Byret i december sidste år nåede frem til.

Byretten mente ikke, at der var tilstrækkeligt med beviser, som kunne føre til et opholdsforbud til den nu 46-årige mand.

Ud over det røde kort er manden straffet med fængsel i et år og seks måneder. Det skyldes hans deltagelse i den organiserede hashhandel

Sagen indgår i et kompleks, som politiet har kaldt Big Bang, og som drejer sig om hashsalg i en periode, hvor store dele af landet ellers var lukket ned på grund af corona.

I en årrække har den 46-årige boet på Christiania, kom det frem under byrettens sag.

Under sagen er det blevet dokumenteret, at hans navn stod på et vagtskema i forbindelse med et skur, som fungerede som hashbod. Ifølge skemaet havde han vagt på 19 af de 41 dage, hvor politiet videoovervågede skuret.

Muligheden for at nedlægge et forbud mod at opholde sig i et område blev indført i regeringens bandepakke 3 fra 2017. Hidtil har redskabet da også primært været brugt i sager mod bandemedlemmer og rockere.

Formålet med forbuddet er at forebygge, at en person begår ny alvorlig kriminalitet.

I en anden sag om hashhandel fra Christiania gik landsretten i oktober også med til et opholdsforbud.

Denne mand, der er i 50'erne, fik dog lov til at gå til og fra sit hjem i fristaden ad en særlig defineret rute.

I tirsdagens dom er kursen mere barsk fra landsrettens side.

Den 46-åriges forsvarer, advokat Anders Schønnemann Olesen, siger, at han afventer at få dommen på skrift, og at der vil blive gjort forsøg på at anke til Højesteret.

- For mig giver det ikke umiddelbart mening, at landsretten når frem til et andet resultat end dommen fra oktober, hvor forholdene var mere graverende, siger Anders Schønnemann Olesen.

/ritzau/