Siden januar har politiet igen og igen haft samme vurdering: At Pusher Street bør lukke af hensyn til corona.

Når politiet forbyder borgere at opholde sig særlige steder i samfundet på grund af coronasmitten, skal det være midlertidigt.

Men det midlertidige kan vise sig at være ganske lang tid. I hvert fald hvis man ser på Københavns Politis beslutninger om opholdsforbud på dele af Christiania.

De blev indledt i januar, og siden er det blevet forlænget talrige gange. Onsdag er indgrebet forlænget til 14. april.

"Vores vurdering er fortsat, at et opholdsforbud er nødvendigt for at forhindre smittespredning med covid-19," fremgår det af en pressemeddelelse.

Forbuddet gælder fra klokken ti om formiddagen til midnat. Borgere står dog ikke til en bøde, hvis de løber eller går i Pusher Street og Green Light District på Christiania.

Men at stå stille og at opholde sig i området er altså strafbart.

Det midlertidige opholdsforbud fik debut i området 7. januar.

Op til påske afviste politiinspektør Tommy Laursen i Københavns Politi, at der er en skjult dagsorden for politiet, som intet har med smitte at gøre. Altså at handlen med hash forsøges holdt nede med en henvisning til smittefare.

- Vores fokus er at sikre, at nærområdet er trygt og frit for beboere og institutioner i den nuværende situation, udtalte han til DR Nyheder.

Ophold i området kan give en bøde på 2500 kroner.

/ritzau/