»Jeg kunne se, at der kom røg og flammer ud fra hans værelse, og så råbte jeg bare alt, hvad jeg kunne.«

Christian på syv år husker tydeligt øjeblikket lørdag eftermiddag, hvor han gik ud i køkkenet. Fra vinduet kunne han se tværs over gaden og ind ad vinduet til sin gode vens værelse.

Men synet var ikke det sædvanlige.

Ud af vennens værelsesvindue stod en søjle af røg, og flammerne havde overtaget den lejlighed, hvor den seksårige dreng boede sammen med sin 33-årige mor i et boligkompleks i Kolding. En kammerat, som Christian nu ikke har længere, fordi han ifølge politiet er blevet stukket ihjel af sin egen mor.

»Han kommer løbende ud fra køkkenvinduet og råber, at det brænder fra hans værelse. Så vi skynder os at hente tæpper, som vi løber ned med, så vi kan tage imod dem, når de kommer ud fra lejligheden,« fortæller Christians mor, Linda Æbelø.

Men Christians gode kammerat kom aldrig. Da politi og brandvæsen ankom til stedet lørdag eftermiddag, kunne de konstatere, at den seksårige dreng var afgået ved døden.

»Han savner ham jo, og det er jo så forfærdeligt. Han var sådan en sød dreng,« siger Linda Æbelø videre.

For selvom Christian på syv år nok ikke helt kan forholde sig til de grusomheder, som politiet mener, at moderen har gjort, så er han helt med på, at den legekammerat, som han har gået i børnehave med, cyklet om kap med, gynget med og inden længe skulle gå i skole med, ikke er der længere.

Christian var ven med den afdøde seks-årige dreng.
Christian var ven med den afdøde seks-årige dreng. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

»Han forstår godt, at han er død,« fortsætter Linda Æbelø.

God til at cykle ræs

Den nu sigtede kvinde var et kendt ansigt i området omkring Violvej. Ifølge Linda Æbelø var hun ofte ude at lege med sin egen søn, og hun betragtede hende som en både omsorgsfuld og meget kærlig mor.

Alligevel virkede det, som om noget tyngede hende, synes Linda Æbelø.

»Hun var lidt reserveret og virkede af og til lidt nervøs. Hun gik ofte meget sammenkrøbet, og når hun gik på vejen, kunne hun godt finde på at vende sig om for kigge, om der var nogen. Lidt som om hun var bange for nogen,« husker Linda Æbelø, der i første omgang talte med JydskeVestkysten.

»Men hun var en rigtig god mor. Hun var altid udenfor med ham, og hun gik aldrig fra ham,« siger hun videre.

Linda og hendes to børn Christian og Sebastian kendte den seksårige dreng, der døde i weekenden.
Linda og hendes to børn Christian og Sebastian kendte den seksårige dreng, der døde i weekenden. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Moderen er af mellemøstlig afstamning og talte begrænset dansk, derfor var det heller ikke det store bekendtskab, som Linda Æbelø stiftede med hende – andet end at deres børn legede godt sammen.

Og for syvårige Christian var det gode lege, som han husker tilbage på.

»Vi gyngede meget, og så cyklede vi om kap. Han var rigtig god til at cykle.«

Den 33-årige kvinde blev fremstillet in absentia søndag – altså uden at hun selv var til stede. Kvinden var i kritisk tilstand som følge af de skader, hun havde pådraget sig i forbindelse med branden.

Linda og hendes to børn Christian og Sebastian kendte den seksårige dreng, der døde i weekenden.
Linda og hendes to børn Christian og Sebastian kendte den seksårige dreng, der døde i weekenden. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Når kvinden er i en tilstand, hvor hun vil kunne møde op i retten, skal hun fremstilles igen inden for 24 timer. Mandag formiddag er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at kvindens tilstand er blevet markant bedre.

Anklager Tobias Engby oplyser i hvert fald til B.T., at kvinden ikke vil blive fremstillet inden tirsdag middag.