»Det er jo mafiametoder.«
FM Stilladsservices ejer Mikael Iversen er dybt chokeret over, at hans stillads natten til søndag væltede ud over kørebanen på Scandiagade i Københavns Sydvestkvarter - og han er ikke i tvivl om at professionelle står bag.
»Det er stilladsarbejdere, som har gjort det. Det er jeg helt sikker på.«
Hvorfor?
»Man kan se, at stilladset er blevet løsnet fra væggen med en skruenøgle, for alle fastgørelserne hænger der endnu. Derefter er det blevet væltet med et reb. Torvværket ligger stadig ved stilladset,« siger Mikael Iversen.
Københavns Politi har mistanke om, at stilladset er væltet med vilje og efterforsker sagen intenst.
Netop nu er der en voldsom konflikt i stilladsbranchen. I begyndelsen af december var der en gruppe demonstrerende stilladsarbejdere, der rev et stillads ned på Nørrebro i en konflikt om arbejdsforhold.
En konflikt, som Mikael Iversen ikke forstår, han med nattens begivenheder kan være blevet en del af.

»Jeg fatter ikke, at nogen tilsyneladende vil ramme mig. Alle mine ansatte er organiseret i fagforeningen og arbejder på dansk overenskomst,« siger han.
Ikke desto mindre har han en mistanke om, hvorfor stilladset på Scandiagade er blevet forvandlet til en dynge skrot på vejen.
»Der er polske håndværkere på selve byggeriet. Det må være derfor. Men det er ikke mine folk,« understreger Mikael Iversen.
Ved du noget? Skriv til os på Facebook eller send en mail til 1929@bt.dk.

Han fortæller, at omkring 60 stilladsarbejdere for en måneds tid siden mødte op for at pille stilladset ned, men at han fik dem talt fra det ved at bevise, at det var opstillet af ansatte, som både er organiseret i fagforeningen og på dansk overenskomst.
Derfor tror FM Stilladsservices ejer ikke, at Stilladsarbejdernes Landsklub har en aktie i det væltede stillads.
»Nej, det må være to-tre rabiate stilladsarbejderes værk. Der skal ikke flere til at vælte et stillads,« siger Mikael Iversen.
Ifølge ham var der allerede tegn på, at nogen ville begå hærværk mod stilladset dagen før, det væltede.

»Fredag aften var fodspindlerne blevet løsnet. Så det har været grundigt forberedt, hvilket gør mig endnu mere sikker på, at professionelle står bag,« siger Mikael Iversen.
Kan der ikke være tale om dårligt håndværk fra dine medarbejderes side?
»Nej, og det kan jeg garantere dig for. Jeg har selv været derude og godkendt stilladset. Det var opsat forsvarligt og er ikke væltet af sig selv.«
Ifølge Mikael Iversen er udstyr for op mod 400.000 kroner blevet ødelagt.


