Chokeret far til 17-årig: Hun bad om hjælp lige før voldtægt
Det var første gang, at hun fik lov til at tage på Roskilde.

Det var første gang, at hun fik lov til at tage på Roskilde.

»Det er første gang, at min datter har fået lov til at tage på Roskilde Festival. Og så skete det her.«
37-årige S. fik natten til tirsdag et opkald fra politiet, som han aldrig vil glemme, uanset hvor meget han prøver.
»Omkring midnat ringede en kvindelig betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi for at fortælle, at hun stod med min 17-årige datter, som kort inden havde anmeldt, at hun var blevet voldtaget i et telt på Roskilde Festival.«
Udover en 25-årig mand er også en 24-årig mand sigtet for voldtægten, efter at en gruppe på fire unge festivalgæster havde henledt vagters og politiets opmærksomhed på dem.
De to mænd har efter anholdelsen tirsdag nægtet sig skyldige i voldtægt, og er atter løsladt, mens politiet fortsat efterforsker sagen.
»Da politiet ringede, hoppede jeg straks ind i min bil og begyndte at køre mod Roskilde, men undervejs blev jeg omdirigeret til Rigshospitalet, hvor min datter skulle undersøges på retsmedicinsk på Center for Seksuelle Overgreb,« fortæller S.
Af hensyn til hans datters anonymitet bringer B.T. ikke hans navn, men B.T. er bekendt med hans identitet.
»Da jeg når frem til hende på hospitalet, er hun iført dna-dragt for at sikre biologiske spor. Hun er fuldstændig ødelagt, og det var også tydeligt, at hun var påvirket af alkohol,« fortæller faderen.
Han blev undervejs i den gynækologiske undersøgelse tilkaldt for at holde sin skræmte datter i hånden, og efterhånden fik han også datterens beretning om, hvad der var foregået få timer tidligere på festivalpladsen i Roskilde.
»Hun kendte ikke på forhånd de to mænd, der nu er sigtet for voldtægten. Hun mødte dem i en bekendts camp, og pludselig gik hun alene med dem. Hun var afvisende over for dem, men var fuld – meget fuld.«
»Hun blev mere eller mindre tvunget ind i et telt, hvor hun kom til at sidde oppe i et hjørne, så hun følte sig fanget og trængt op i en krog.«
»De var påvirkede af stoffer og pralede også med at sælge det. Hun så dem tage stoffer, og de lavede en drink til hende, som hun husker som enormt stærk. To gange skrev hun »hjælp« til en mandlig ven på sin mobil, men han så det desværre ikke,« fortæller pigens far.
Ved den retsmedicinske undersøgelse af den 17-årige blev der ifølge hendes far fundet tydelige mærker efter bid på hendes bryst samt slag på lår og baller.
»Inden voldtægten havde hun taget noget video af de to mænd, som politiet også fik adgang til. Da jeg selv så deres ansigter, var jeg straks parat til at køre ud og hive fat i dem, men det var nok meget godt, at jeg ikke gjorde det,« siger S.
Også de to mænd optog video af den 17-årige pige i teltet. De optagelser har politiet nu sikret, og pigen blev tirsdag aften bedt om at gennemse dem sammen med efterforskerne.
»Men det kunne hun ikke gennemføre. Hun begyndte at hyperventilere og brød sammen, så det måtte afbrydes. Hun havde absolut ikke samtykket til, at de filmede. På en af videoerne kan man høre hende sige »Læg telefonen væk«. Nu frygter hun, at de videoer kan komme ud og blive delt,« tilføjer pigens far.