Mandag blev en livløs mand fundet i Køge Havn. Nu oplyser Midt- og Vestjællands Politi, at det var en familie, der fandt liget i vandet.

Klokken 14.41 ringede en chokeret, 38-årig mandlig bådejer fra Køge.

Han var ude at sejle med sin familie i Køge Havn i en mindre jolle, da de pludselig fandt en livløs mand i vandet.

Det skriver politiet i sin døgnrapport.

Den livløse mand blev herefter bragt ind til kajen i havnen, hvor redningsberedskabet bjærgede ham i land.

Manden blev efterfølgende erklæret for afgået ved døden og bragt til Køge Sygehus.

Politiet oplyste til B.T. mandag, at de havde problemer med at identificere den afdøde med sikkerhed.

Det var derudover også uklart, hvad den præcise dødsårsag var.

Ud fra personlige dokumenter i hans tøj havde politiet dog en formodning om, hvem den omkomne kunne være.

Han er herefter blevet identificeret som en 88-årig mand fra Roskilde.

De pårørende er underrettet i sagen.

Ud fra oplysningerne i sagen behandler politiet sagen som en ulykkelig hændelse.