Det var bestemt ikke et rart opkald, som Katrine Christensen og hendes mand, Emin, modtog omkring midnat natten til fredag.

I opkaldet kunne politiet fortælle dem, at der var udbrudt brand i deres café, Cafe Vik, på Ålekistevej i Vanløse.

»Det er forfærdeligt, men vi er bare glade for, at der ikke er sket nogen noget,« siger Katrine og påpeger, at caféen ligger placeret i en beboelsesejendom.

Katrine og Emil har haft caféen siden 1996.

Brandvæsnet har natten igennem været til stede på Cafe Vik i Vanløse, hvor der natten til fredag udbrød brand.
Brandvæsnet har natten igennem været til stede på Cafe Vik i Vanløse, hvor der natten til fredag udbrød brand. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Det er meget sørgeligt. Hvis der skal ses positivt på det, så er vi glade for, at vi ikke har nogen selskaber arrangeret i weekenden,« siger Katrine, der trods alt virker rolig og fattet.

Politiet har endnu ikke givet parret lov til at komme ind og tilse skaderne, så de har derfor siddet i flere timer og ventet udenfor caféen.

»Udefra ser det voldsomt ud, men vi tror umiddelbart ikke, at det er så voldsomt indenfor, men vi ved ingenting endnu, for politiet siger ikke noget, og vi må ikke komme ind.«

Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi, bekræftede tidligere fredag, at der er forlydender om, at der blev brugt en såkaldt molotovcocktail i forbindelse med branden. Vagtchefen kunne dog ikke be- eller afkræfte om rygterne var korrekte.

Også Katrine Christensen og hendes mand har hørt tale om, at gerningsmanden skulle have benyttet en hjemmelavet brandbombe, med de ved heller ikke, om rygterne er sande.

»Politiet fortæller os ikke noget, så vi ved ingenting,« siger Katrine.

Parret ved heller ikke, hvornår de får lov til at komme indenfor og se skaderne, og de kan derfor ikke give et bud på, hvornår det bliver muligt for dem at åbne caféen igen.

»Vi håber, vi kan åbne hurtigst muligt, men nu må vi se. Uanset hvad, så tager vi det bare stille og roligt, og som det nu end kommer.«