En halloweenfest endte som et ægte mareridt for en norsk familie.
Det skriver norske Dagbladet.
Nordland politidistrikt oplyser, at de i løbet af fredag nat og lørdag formiddag har ledt efter en savnet, mindreårig dreng i byen Mosjøen i Nordland.
Ulykkeligvis blev han efterfølgende fundet omkommet i vandet.
Indtil videre mistænker politiet ikke, at der er foregået noget kriminelt, men de efterforsker stadig sagen.
»Det er for tidligt at gå ud med, hvad der er sket. Vi efterforsker bredt og forsøger at finde ud af, hvad der er sket forud for hændelsen. Efterforskningen fortsætter,« siger operationsleder Thomas Jarnæs Coe til mediet.
Tidlig lørdag morgen blev drengen meldt savnet, da han ikke var kommet hjem til aftalt tid, oplyser politiet.
Det var de pårørende, der alarmerede politiet.
Drengen skulle have været afsted til en ungdoms-halloweenfest om aftenen, men efter festen var der ingen, der hørte fra ham, siger politiets operationsleder.
De pårørende er underrettet om dødsfaldet, og det lokale kriseteam er involveret.
