Onsdag aften fik folketingsmedlemmet Trine Jepsen (V) et regulært chok. 

Lige pludselig, mens flere familiemedlemmer var hjemme, blev familiens bil stjålet, mens den holdt ude foran deres hus. 

»Min bonusdatter så det ske. Det er ubehageligt, at det sker lige foran ens eget hus imens vi er hjemme,« siger Trine Jepsen til TV Midtvest.

Politikeren skriver selv på Facebook, at de straks ringede til politiet, der rykkede ud. 

Bilen blev kort efter fundet i et industrikvarter, men tyvene var stukket af. 

'Så en opfordring herfra: Vær lige ekstra opmærksomme, og hold øje i jeres nabolag. Også selvom I er hjemme,' skriver hun.

Trine Jepsen blev valgt til Folketinget for Venstre for første gang i marts. 

Hun har derudover en fortid som sanger, hvor hun i 1999 vandt Melodi Grand Prix med Michael Teschl. I 2001 stiftede hun popgruppen EyeQ.