Fyns Politi er gået ind i sagen om partihopperen fra Middelfart Kommune Ulla Sørensen, der ifølge sin samlever er blevet udsat for trusler og er blevet spyttet på.

Det oplyser politikredsen til Ekstra Bladet.

Ulla Sørensen er skiftet fra Socialdemokratiet til Venstre efter kommunalvalget tirsdag og har dermed sørget for et magtskifte i den fynske kommune.

Efterfølgende har hun modtaget flere hundrede beskeder med ubehageligt indhold. Desuden har en mand kaldt hende "Judas" og spyttet hende i hovedet, siger hendes samlever til Ekstra Bladet.

Fredag har Fyns Politi taget kontakt til Ulla Sørensen, og chikanen mod hende er blevet politianmeldt.

Politikredsen oplyser videre, at det er blevet drøftet, om Ulla Sørensen skal have politibeskyttelse.

- Det er noget af det, vi har drøftet med hende. Der har været noget vejledning, men hvilke indsatser vi konkret iværksætter, kan jeg ikke komme ind på, siger Sunniva Pedersen-Reng, der er kommunikationsrådgiver i Fyns Politi til Ekstra Bladet.

/ritzau/