»Det er dybt ulykkeligt. Seks mennesker har mistet livet. Nu er vi i gang med at undersøge ulykken med det formål at finde ud af, præcis hvad der er sket, så vi kan komme med anbefalinger til, hvad der skal til, for at en så skrækkelig ulykke ikke sker igen.«

Sådan lyder det til B.T. fra Bo Haaning, souschef for Havarikommissionen og leder af den enhed, der har jernbaner og civil luftfart som ansvarsområde.

I bidende kuling og med Storebælts iskolde bølger slående ind over den lille tange på Knudshoved øst for Nyborg - lige der hvor Storebæltsbroen rammer Fyn - arbejder Havarikommissionens folk under ledelse af Bo Haaning onsdag eftermiddag fortsat på højtryk efter morgenens frygtelige tragedie med seks dødsofre og 16 kvæstede.

»Vi har iværksat vores indledende undersøgelser, og det er vi fortsat i gang med. Det er alt for tidligt at komme med en konklusion på ulykken. Det kan vare lang tid. Så på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om den præcise årsag til, at det her er sket,« siger Bo Haaning til B.T.s mand på stedet.

Togulykke på Storebæltsbroen
Togulykke på Storebæltsbroen Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Bo Haaning fortæller videre, at han og hans folk indtil videre har lavet foreløbige undersøgelser ikke blot på godstoget, som er det, der holder på Knudshoved, men også på passagertoget, der omgivet af roterende blå blink holder ude på lavbroen cirka halvanden kilometer fra godstoget.

»Havarikommissionens opgave er ligesom at samle et puslespil: Vi er i gang med at indhente førstehånds-oplysninger, data og informationer, og det vil vi gøre de efterfølgende dage og uger. Og så samler vi det til sidst som et puslespil for at danne os et billede og overblik, så vi finder ud af, hvad der præcis er sket, og hvad det er, der har ledt til den her skrækkelige ulykke. Formålet er at sikre, at en tilsvarende ulykke ikke sker igen,« siger Bo Haaning.

Han har været ansat i Havarikommissionen siden 2010. Og før det var han undersøger for DSB og har arbejdet med jernbaner og jernbanesikkerhed gennem mange år. På trods af sin store og årelange erfaring har han ikke noget sammenligningsgrundlag i forhold til en ulykkes omfang:

»Jeg kan ikke mindes at have set noget, der ligner,« siger Bo Haaning, inden han i den bidende kulde går tilbage til det havarerede godstog lige bag sig for at fortsætte arbejdet med at opklare baggrunden for tragedien.