Thomas Ahrenkiel, der var chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, afhøres om obersts udsagn.

En opsigtsvækkende udtalelse i Tibetsagen fra den tidligere chef for spionagen i Forsvarets Efterretningstjeneste får ingen genkendende nik fra den daværende øverste chef i FE, Thomas Ahrenkiel.

Fredag afhøres Thomas Ahrenkiel i Tibetkommissionen.

Det meste af tiden går med at besvare spørgsmål om 2012, da Kinas præsident Hu Jintao var på statsbesøg i Danmark.

Og de skyldes udsagn fra oberst Steffen Wied, der dengang var chef for indhentningsektoren i FE.

Han har i januar orienteret kommissionen om, at politiets planer for at gribe ind mod borgernes ret til at ytre sig og demonstrere blev taget op uformelt af de øverste chefer i FE næsten samtidig med besøgets afvikling.

- Der var en ophidselse over, at man overhovedet kunne finde på det her, har Steffen Wied sagt.

Han har berettet, at hans kolleger i ledelsen var bestyrtede over politiets skriftlige planer, som blev tolket som et brud på Grundloven.

Men Thomas Ahrenkiel siger fredag, at han ikke kan huske en sådan episode.

- Jeg erindrer simpelthen ikke, at en sådan drøftelse har fundet sted, siger Thomas Ahrenkiel.

En af kommissionens medlemmer, advokat Ole Spiermann, undrer sig over, at de to topchefer har så forskellig erindring.

- Da jeg hørte om det første gang, undrede jeg mig også, siger Thomas Ahrenkiel.

- Det, der undrede mig, var, at der forelå så detaljeret en beskrivelse af et møde, som jeg overhovedet ikke havde erindring om, forklarer han.

Han blev i januar kontaktet af Berlingske, som oberst Steffen Wied havde henvendt sig til.

Ahrenkiel oplyser, at han på baggrund af henvendelsen fra avisen gik til to andre ledere, som formentlig havde været til stede. Herunder analysechefen i FE. Sidstnævnte ventes også afhørt af Tibetkommissionen. Men han kontaktede ikke Steffen Wied.

Udspørgeren vil fredag vide, om der normalt tages referat af chefmøder, og det bliver bekræftet.

Kommissionen er nedsat for at undersøge politiets håndtering af en række officielle kinesiske besøg.

Thomas Ahrenkiel var chef for FE fra 2010 til 2015. Sidste efterår nedsatte regeringen en kommission, der blandt andet undersøger, om efterretningstjenesten i hans tid foretog ulovlige indgreb og tilbageholdt oplysninger for Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Egentlig var Ahrenkiel udpeget til posten som Danmarks ambassadør i Berlin, men det blev på grund af sagen om mulige lovbrud ikke til noget. Han er nu forsvarsråd i Forsvarsministeriet.

/ritzau/