Politiet i København har fredag aften gjort et noget foruroligende fund, da de havde fokus på partybusser i hovedstaden.

Det oplyser de på Twitter.

Her kan man læse, at en enkelt chauffør i en partybus blev anholdt, da vedkommende var påvirket af narkotika, men han kørte en bus med 30 passagerer rundt i Københavns gader.

Helt præcist skriver politiet:

'En partybuschauffør anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand.'

Til B.T. bekræfter Københavns Politi sagen.

I forbindelse med politiets fokus blev også to partybusser stoppet fra at køre videre, da de havde fejl ved nødudgangene og ruderne var folieret, så de ikke kunne knuses, lyder det.

»At køre i den tilstand med så mange passagerer er fuldstændig uacceptabelt. Det er noget, vi ser på med stor alvor,« oplyser politiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard til B.T.

Han oplyser, at både chaufføren og virksomheden er sigtet. Bussen kommer ikke ud at køre igen før den har gennemgået et nyt syn.

Fredag var en stor julefrokostdag, og det kunne mærkes hos Københavns Politi.

»Der var har været mange optræk til uorden, så vi havde en masse gående betjente i gaderne for at lægge en dæmper på det i løbet af natten. Det har været en travl aften,« oplyser vagtchef ved Københavns Politi Thomas Hjermind.

Københavns Politi har blandt andet anholdt to personer for spiritus kørsel i Indre By.