Hvem var det, der angreb en studentervogn i Nordsjælland fredag aften? Og hvorfor?

De sociale medier kogte over i løbet af weekenden, da blandt andre B.T. beskrev episoden fra Langebro i Ålsgårde, hvor en gruppe helt unge drenge kastede ting efter en vogn med nybagte studenter.

'Hvorfor må vi ikke få at vide, hvem disse 'almindelige unge' er?', 'Hvorfor fortæller I ikke sandheden, når det kommer til kriminalitet begået af indvandrere?' og 'Hvorfor skjuler I, at børn af flygtninge og indvandrere igen forsøger at sabotere en tradition?' lød kommentarerne i redaktionens mailboks.

Også på Facebook kom der straks gang i debatten, og på Twitter blandede den tidligere formand for Folketinget Pia Kjærsgaard sig i debatten:

Ved du noget om sagen, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk

'Kan vi få at vide, om det er unge med anden etnisk baggrund, der er voldsmændene? Eller hvad?' spurgte hun over et link til artiklen.

Nordsjællands Politi oplyste, at de personer, de havde truffet på stedet, var 'ganske almindelige unge', men at de genkendte et par af de mest ihærdige ballademagere fra tidligere forhold.

Efter en mindre storm på sociale medier, hvor brugerne var overbeviste om, at der måtte være tale om unge med indvandrerbaggrund, talte B.T. igen med politiet.

Her lød svaret søndag aften, at de personer, ordensmagten havde skrevet bøder ud til, alle havde danske efternavne.

Der var tale om unge mænd, der havde råbt efter politiet og i det hele taget skabt tumult omkring betjentene, da de rykkede ud.

Derimod havde det ikke været muligt for politiet at finde vidner, der havde set, hvem i flokken der havde kastet ting efter de nybagte studenter.

Charlotte Karlsson er dog ikke i tvivl. Det var nemlig hende, der anmeldte sagen til politiet.

Hun gik aftentur i området med sin hund fredag aften, da hun pludselig så en studentervogn komme under angreb.

De personer, hun så, var – med en enkelt undtagelse – unge med anden etnisk herkomst.

»Jeg så en gruppe på seks til syv personer. Den ene var dansker, mens de andre havde anden etnisk herkomst end dansk. Da der kom en lastbil med studenter, stod de oppe på Nordre Strandvej og ventede på dem, og så tyrede de ølflasker og en sprutflaske direkte ind på studenterne,« fortæller hun.

»Det virkede som en form for jalousi. Som om de tænkte, at de fandeme ikke skulle køre rundt og have det sjovt.«

Nordsjællands Politi bekræfter anmeldelsen, der indløb kl. 21.34. Politiet bekræfter også, at der er tale om to forskellige grupper af unge: Én, der angreb studentervognen, og én, der senere fik bøderne.

Charlotte Karlsson bor lige ved siden af Langebro, som er et populært udflugtsmål for unge i løbet af sommermånederne. Det er bestemt heller ikke første gang, der er problemer i området.

De lokale er ifølge Charlotte Karlsson godt trætte af at få sommeraftenerne og -nætterne spoleret af høj musik, og ofte er stranden dagen efter fyldt med affald.

»Der er konstant fest, og de smadrer alting dernede. Vi er dødtrætte af dem,« siger Charlotte Karlsson, som arbejder som sportsmassør lidt længere oppe ad Strandvejen.

Hun beskriver de fleste af de unge som 'ret små' – måske omkring 14-15 år – mens de fyre, der kastede med ting, var lidt ældre.

Heldigvis blev ingen studenter tilsyneladende ramt af kasteskytset, og studentervognen fortsatte. Men Charlotte Karlsson blev vred:

»Jeg råbte: 'Er I fuldstændig bindegale.' Så virkede det, som om de blev lidt flove, og de fleste af dem forsvandt,« siger hun og tilføjer, at et par stykker af dem råbte noget tilbage.

»De svinede mig til. Især de to af dem var meget aggressive.«

Da hun kom hjem, ringede hun til politiet, som ankom til stedet i løbet af fem minutter.

Hun hørte senere fra en veninde, at nogle 'mørke fyre' var stimlet sammen om betjentene, og at et par af dem også havde kastet ting efter dem.

Charlotte Karlsson tror selv, at fyrene med flaskerne var forsvundet, da politiet nåede frem.