Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det var en velklædt og solskoldet Mads Dinesen, der onsdag mødte op i retten i Glostrup. Storsvedende i retslokalets kvælende varme lyttede den såkaldte champagnedreng til anklageren, der læste op af de mange sigtelser mod ham.

Trods sagens alvor havde han overskud til at joke med situationen.

- Jeg har foreslået, at retsmødet kunne finde sted på Nimb Brasserie (dyr restaurant i København red.), men det kunne ikke lade sig gøre, sagde han med et smil.

Læs BTs live-dækning af retssagen her

Mads Dinesen er sigtet for hele 37 forhold, der omfatter dokumentfalsk, mandatsvig, bedrageri, besiddelse af stoffer, spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Han erkender langt størstedelen af forholdene og sagen kører derfor som en tilståelsessag. I retten blev der tegnet et billede af en mand, der har svindlet sig til et liv på første klasse. Ved hjælp af falske årsopgørelser, falske lønsedler og andre krumspring er det lykkedes ham og en 33-årig medsigtet at svindle sig til luksusbiler, hårde hvidevarer, hi-fi-udstyr, skriveborde, lamper og kontante pengebeløb.

- Jeg havde 200.000 om måneden, som jeg tjente på bedrageri, fortalte Mads Dinesen, da dommeren spurgte ind til hans økonomiske situation, mens svindlen stod på.

Det hele begyndte, da hans eventyr som ejer af natklubben Nasa gik galt. Han manglede penge til at betale sine dyre huslejer, og derfor indgik han et svindlersamarbejde med den 33-årige med-sigtede. På den måde kunne han fortsætte sin ekstravagante livsstil med kaviar, champagne og hårde stoffer.

Da politiet ransagede champagnedrengens lejlighed fandt de både hash og kokain under en sofa.

- Det er noget, der er faldet ned under en fest. Jeg vidste godt, at hashen var der, men ikke kokainen. Havde jeg vidst, det var der, havde jeg taget det, sagde han i retten.

Mads Dinesen erkender sig skyldig i alt med undtagelse af to tilfælde af bedrageri, et tilfælde af kørsel uden for frakendelsestiden. Og så husker han ikke, at have slået ud efter en betjent under en af sine vilde byture:

Læs BTs live-dækning af retssagen her

- Jeg vågnede op på politistationen med peberspray i øjnene, fortalte han i retten.

Festen sluttede 13. februar, da de to bedragerisigtede blev fængslet.