Rocker forlader Bandidos, samtidig med fredsforhandlinger er gået i hårdknude

En af de centrale skikkelser i rockergruppen Bandidos, den 45-årige Jesper Bonde Nielsen, har forladt Bandidos.

Ifølge BT’s oplysninger er det et selvvalgt exit, der kommer i kølvandet på et sammenbrud på forhandlinger mellem stridsparten Hells Angels (HA), hvor landet skulle deles mellem de to rockergrupperinger, og der skulle være færre voldelige sammenstød.

Jesper Bonde Nielsen har været med i Bandidos i næsten 20 år. Han var oprindeligt med i Frederiksværk MC, som blev en del af Bandidos tilbage i 1993-1994. Han har indtil sin orlov været såkaldt ’national nomads’ i Bandidos - hvilket er en person, der tager ud for ledelsen og løser interne stridigheder i Bandidos rundt omkring i landet.

BT kunne allerede tilbage i november sidste år fortælle, at Bandidos og Hells Angels arbejdede på en hemmelig aftale, der skulle dele landet i mellem dem, så de kunne skaffe sig fred fra politiet, der efter talrige voldelige episoder pustede rockerne i nakken.

De to grupperinger ville del byerne imellem sig, og der skulle være større kontakt mellem klubberne for at undgå umotiverede voldsepisoder. På den måde håbede man angiveligt, at der ville blive mere tid til at koncentrere sig om indbringende forretninger.

Netop Jesper Bonde Nielsen spillede en central figur i disse forhandlinger. BT kunne blandt andet fortælle, at HA’erne arrangerede et møde. Her deltog fra HA Jørn ’Jønke’ Nielsen, Michael Brokside og Nicolaj Rigelsen, mens Bandidos på sin side havde Michael ’Kokken’ Rosenvold, Jesper Bonde Nielsen samt en tredje ukendt person.

Ifølge BT’s oplysninger var forsøget på fred yderst skrøbeligt i efteråret, og efter lidt vanskeligheder forsøgte man atter at få en aftale på benene i et stykke tid efter jul. Men tirsdag, hvor der skulle have været et møde mellem de to rockergrupper, dukkede Ha’erne ikke op, hvilket ifølge BT’s oplysninger foreløbigt har standset fredsforhandlingerne.

Det er nærliggende at tro, at Jesper Bonde Nielsen exit kan spille sammen med de afbrudte fredsforhandlinger, da han undervejs har spillet en central rolle, men det har ikke været muligt for avisen at få en sådan sammenhæng bekræftet.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jesper Bonde Nielsen. Men til Ekstra Bladet siger han: - PT er jeg ikke aktiv i Bandidos. Derudover har jeg ingen kommentarer.