Det var som en hvilken som helst anden dag, da Cecilie Danris en dag i december 2017 gik ned ad trapperne i sin opgang.

Da hun havde forladt det sidste trappetrin, drejede hun kroppen mod venstre og stak nøglen i sin postkasse.

Men lige dér stoppede dagen med at være som alle de andre.

Efter et halvt år forinden at være blevet stukket 46 gange og været minutter fra at dø, havde hun nu levet i tryghed i halvanden måned.

Cecilie Danris blev stukket 46 gange af sin ekskæreste i maj 2017.
Cecilie Danris blev stukket 46 gange af sin ekskæreste i maj 2017. Foto: Privatfoto
Vis mere

Den voldelige ekskæreste var blevet fængslet, og langt om længe havde Cecilie fået ny lejlighed samt en adressebeskyttelse gennem kommunen og politiet, så ingen - ud over hendes absolut tætteste familie - vidste, hvor hun boede.

Sagt med andre ord: Cecilie kunne starte et nyt liv med sin lille datter på et år.

Men da hun havde åbnet postkassen og stod med det æggeskalshvide brev i hånden, vidste hun med det samme, at følelsen af tryghed havde været falsk.

For brevet var sendt fra Vestre Fængsel, var adresseret til Cecilies datter, Cataleya, og indeni lå en cd-rom, hvor ekskæresten havde indtalt børnebogen 'Mette savner far'.

Vel at mærke den ekskæreste, som den 24. maj 2017 stak hende 46 gange, og som derfor ene og alene var grunden til, at Cecilie havde fået en ny bolig og adressebeskyttelse.

I dag husker hun stadig, hvad der gik gennem hendes hoved, da hun stod med kuverten i hånden.

»Min krop gik fuldstændig i baglås. Jeg rystede, fik angst og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« fortæller Cecilie Danris til B.T.

Da hun gik ned ad trappen i sin opgang, var det faktisk for at møde hendes moster og onkel, der havde taget turen fra Møn til København, så sammen satte de sig ind i en bil og kørte mod politistationen på Københavns Hovedbanegård.

Cecilie afleverede brevet, der indeholdt bogen 'Mette savner far' af Lene Fauerby, en cd-rom med ekskærestens indtaling og bogen samt to gavekort til Fætter BR.

»Det var ikke et tilfælde, at han havde valgt den bog. Den handler om, at 'far' er ude at rejse, og at 'far' savner Mette, men snart kommer hjem. Og til sidst i artiklen kysser 'far' og 'mor', og så er det hele godt,« siger Cecilie.

Der er rigtig mange ting, som Cecilie på daværende tidspunkt ikke forstår.

  • Hvem har lækket den adresse, som kun hendes tætteste familie kendte til?
  • Overtræder ekskæresten ikke tilholdet, selvom brevet er sendt til deres datter på under ét år?
  • Hvordan kan en børnefaglig konsulent sidde og hjælpe med at skrive adressen på brevet, når de bør vide, at han har et tilhold, og når Cecilie har adressebeskyttelse?
  • Og hvordan kan brevet ende med at blive sendt ud gennem Vestre Fængsel? Er der ingen kontrol?

Første svar får hun kort tid efter.

»Politiet ringer og fortæller mig, at tilholdet ikke er overtrådt, fordi det er sendt til Cataleya. Men helt ærligt? Hun er under ét år. Politiet har selv hjulpet mig med et tilhold, så hvorfor har de ikke sørget for, at der også er et tilhold på datteren, hvis han bare kan kontakte mig gennem hende?,« spørger Cecilie, der desuden også fortæller, at ekskæresten det efterfølgende år sender flere breve, der er adresseret til hende.

Cecilie Danris blev stukket 46 gange af sin ekskæreste i maj 2017. I dag er hun skuffet over systemet. Her ses hun med sin nu 16 måneder gamle datter.
Cecilie Danris blev stukket 46 gange af sin ekskæreste i maj 2017. I dag er hun skuffet over systemet. Her ses hun med sin nu 16 måneder gamle datter. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det bliver dog endnu værre.

Cecilie afleverede nemlig brevet hos politiet og bad om, at de skulle smide det ud, så hun aldrig skulle mindes om det igen.

Men kort tid efter lå der et brev fra politiet i Cecilies postkasse.

»De sender et brev om, at de ikke må smide det ud, så de sender det til mig igen, og så skal jeg vente igen på at skulle tage fat i det brev og blive mindet om alt det her lort,« fortæller Cecilie.

Brev fra politiet.
Brev fra politiet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Selv mistænker Cecilie, at adresselækket kommer fra politiet, og det har B.T. forholdt Københavns Politi, ligesom politikredsen også er blevet spurgt, om det kan være rigtigt, at ekskæresten kan skrive til 1-årige Cataleya for på den måde at undgå en overtrædelse af et tilhold.

Til det svarer Københavns Politi i en mail.

»Københavns Politi beklager, hvis offeret i denne sag føler sig svigtet af politiet eller andre myndigheder. Vi er i færd med at gennemgå sagen for at se, om noget skulle have været gjort anderledes – og om vi generelt kan forbedre procedurerne i sager om grov vold og drabsforsøg.«

Men hvad med Vestre Fængsel?

Er der ikke en kontrol, der kan stoppe et brev i at blive sendt ud til en adresse, der er beskyttet både gennem kommunen og politiet?

Men Kriminalforsorgen meddeler, ligesom Københavns Politi, at man er ved at kigge nærmere på sagen:

»Vi er meget kede af, at offeret føler sig svigtet, og vi er i fuld gang med at undersøge sagen og den indsattes forhold nærmere, herunder i forhold til ledsaget udgang og brevveksling. Vi kan derfor ikke kommentere forløbet yderligere på nuværende tidspunkt,« skriver Kriminalforsorgens direktør, Thorkild Fogde, i en mail.