Kampagne for 'Fadølspartiet' var over grænsen i markedsføringsloven, fastslår Københavns Byret.

Bryggeriet Carlsberg straffes for en lidt for smart kampagne for øl.

På en hjemmeside, på Facebook og på plakater blev offentligheden i sommeren 2017 informeret om en nyskabelse i det politiske landskab: 'Fadølspartiet' var født.

Men lanceringen er i strid med markedsføringsloven, har anklagemyndigheden ment. Og torsdag har en dommer i Københavns Byret erklæret sig enig. Bøden er fastsat til 500.000 kroner. Det oplyser byretten.

Carlsberg er i to ud af i alt fem forhold i anklageskriftet fundet skyldig. I tre forhold er der derimod sket frifindelse.

Det oprindelige bødekrav lød på mindst 1,8 millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.

Kampagnen om det fiktive politiske parti oplyste ikke klart, at den kommercielle hensigt var at markedsføre fadøl. Forbrugerne kunne ikke se, at Carlsberg stod bag kampagnen, mener retten.

På hjemmesiden kunne man læse om partiets mærkesager. For eksempel 'velskænket velfærd' og 'stop latte-fanatisme'. Partiet havde endda en 2020-plan. Kampagnen blev også udfoldet i videoer, som blev lagt ud på YouTube.

Men det var altså skjult reklame og i strid med loven, lyder rettens konklusion.

/ritzau/