Carl blev lam efter elcykel-påkørsel: Nu kræver han handling
Carl Magnus Lotz Rosenberg blev lam fra livet og ned, da en kokainpåvirket mand kørte ind i en gruppe cykelryttere. Nu kræver han hårdere konsekvenser for ulovlige elcykler.

Carl Magnus Lotz Rosenberg blev lam fra livet og ned, da en kokainpåvirket mand kørte ind i en gruppe cykelryttere. Nu kræver han hårdere konsekvenser for ulovlige elcykler.


For Carl Magnus Lotz Rosenberg er der et før og et efter lørdag den 7. september 2024.
Før den dato kan han tænke tilbage på en hverdag som aktiv amatørcykelrytter, nybagt far og med hele livet foran sig.
Efter den skæbnesvangre dag har den 31-årige mand brugt sine vågne timer i kørestol og forsøgt at blive arbejdsdygtig igen.
Det er konsekvensen, efter han den 7. september 2024 blev mejet ned af en mand på en såkaldt fatbike, der er en type elcykel med ekstra brede dæk og høj vægt.
Det var en 24-årig kokainpåvirket mand, der på sin MATE-cykel ignorerede flere anvisninger og torpederede en større gruppe cykelryttere under et amatørcykelløb i Hvidovre med omkring 40 km/t.
En af cykelrytterne var Carl Magnus Lotz Rosenberg, og han blev efter påkørslen erklæret lam fra livet og ned.
Den 24-årige mand? Han fik tre og et halvt års fængsel.
Carl Magnus Lotz Rosenberg har altså betalt den måske højeste pris for det, som B.T. har valgt at kalde 'Vanvid på cykelstien'.
Serien handler om de elløbehjul og elcykler – i nogle tilfælde ulovlige – der i stigende grad bliver normale at møde på cykelstien.
Derfor mener Carl Magnus Lotz Rosenberg også, at der fortsat mangler at blive strammet på området.
»Jeg synes, at politiet burde lave endnu flere razziaer, og at konsekvenserne burde være hårdere. Hvorfor kan man eksempelvis ikke konfiskere en elcykel, hvis politiet kan konstatere, at man har modificeret den til at køre stærkere end det tilladte?« spørger han og fortsætter:
»Man burde også kigge mere på forhandlerdelen. Det er så nemt at købe elcykler, der hurtigt kan modificeres til at køre alt for stærkt.«

Carl Magnus Lotz Rosenberg har i to år været i gang med genoptræning, og nu er han ved at være klar til at komme i jobafklaring.
Og så kigger han, kæresten og deres dreng på snart tre år efter en ny bolig.
Men det er ikke nemt.
»Jeg har jo nogle ret særlige behov, da jeg bevæger mig rundt i en kørestol. Og det er ikke nemt at finde i København,« siger han.
Sønnen er heldigvis så lille, at han ikke husker sin far som gående.
I stedet fortæller Carl Magnus Lotz Rosenberg, at hans knægt bliver glad, når han ser andre kørestole i gadebilledet.
Og det kan snart være, at hans far får lov at konkurrere i sin kørestol.
»Nu har jeg brugt omkring to år på genoptræning, så nu er jeg snart der, hvor jeg overvejer at kigge på noget parasport eller håndcykel. Det kunne være spændende,« siger han.
Amir Hamza Gbaz Albideri blev i marts 2025 idømt tre og et halvt års fængsel for at brage ind i Carl Magnus Lotz Rosenberg.