Pernille Gleerup, der bestyrer Grenaa Strand Camping med sin samlever Michael Lip, har i tre uger kæmpet med et decideret lorte-problem.
Der er nemlig blevet fundet afføring på steder, hvor det absolut ikke hører hjemme.
I et forsøg på at finde en løsning delte hun et opslag på Facebook og fremlagde situationen for Århus Stiftstidende, hvor hun blandt andet efterlyste hjælp fra gæsterne.
Men i stedet kom en mildest talt uønsket modreaktion.
»Det eskalerede mandag eftermiddag, efter vi havde delt problemet. På meget kort tid fandt vi lort tre gange,« fortæller Pernille Gleerup Andersen til B.T.
Og selvom hun har været vidne til lignende problemer tidligere, har Pernille Gleerup Andersen aldrig oplevet det i så stort et omfang.

I de seneste tre uger har man nemlig gjort de ulækre fund i alt fra håndvaske til sæder og sågar smurt ud på en væg som en smiley.
Og hvis man spørger Pernille Gleerup Andersen, er der tale om en bevidst handling, som campingpladsens personale og gæster oplever som både »rigtig ulækker og nedværdigende.«
»Vi ser det jo som et kæmpe hærværk, der kan ødelægge vores forretning,« fortæller hun.
Dog er man stadig på bar bund, når det kommer til opklaringen.
For selvom at der er overvågning flere steder på pladsen, har ingen af optagelserne hidtil identificeret en potentiel gerningsperson.
»Vi kan ikke sige, om det er en gæst eller en udefrakommende, eftersom vi har én udgang, som ikke kræver en kode,« forklarer Pernille Gleerup Andersen, som endnu ikke har politianmeldt sagen.
På spørgsmålet om, hvorfor sagen ikke er anmeldt, svarer hun:
»Vi er simpelthen på bar bund og har ingen beviser.«

Hun erkender dog, at en politianmeldelse kan blive nødvendig, hvis problemet fortsætter, da det truer campingpladsens eksistens.
Men når det kommer til motivet bag, er Pernille Gleerup Andersen dog ikke i tvivl:
»Det må være en udfordret person, som måske får et kick ud af at gøre det.«
I sidste ende ønsker Pernille Gleerup Andersen og Machael Lip at finde en fredelig løsning på problemet - dog ikke uden konsekvenser.
»Vi vil selvfølgelig gøre det så diskret som muligt. Vi er ikke ude på at udstille nogen, men det er klart, at vedkommende ville blive bedt om at holde sig væk fra vores campingplads fremover.«

