Da personalet på en café i New Jersey mødte på arbejde mandag morgen, fik de sig lidt af et chok. På døren til caféen hang en pose med knogler.

Cafémedarbejderne undersøgte posens indhold og indså hurtigt, at knoglerne stammede fra et menneske, skriver CNN.

Personalet kontaktede det lokale politi, der ankom til stedet for at undersøge sagen.

De bekræftede senere, at posen rigtigt nok var fuld af menneskeknogler.

Politiet har identificeret personen, som hængte posen på døren, og vedkommende ledte også politiet til fundet af flere knogler i området, samt personlige genstande. Politiet mistænker dog ikke denne person i sagen.

En større efterforskning er sat i gang for at finde ud af, hvem knoglerne stammer fra, og om personen i forvejen er meldt savnet.

Der lyder ikke flere kommentarer fra efterforskerne, fordi sagen ikke er afsluttet.

Caféen, hvor menneskeknoglerne blev fundet, ligger med udsigt over Hudson River i et større parkområde i byen Alpine 24 kilometer nord for New York.